Niels Breining: MTG's Boxer-buk er årets overraskelse

MTG har overrasket, og mediepolitikerne har skuffet, siger Yousees adm. direktør, Niels Breining, der i dag skyder årets Julestafet på MediaWatch i gang.

Adm. direktør for YouSee, Niels Breining, gør som den første status over årets gang i medieland - og sender dermed julestafet og drillenisse i december-omløb. Velkommen til første runde i årets Julestafet på MediaWatch.

Når det gælder årets medieudvikling...

... hvad har så overrasket dig mest?

"Helt klart, at det er gået så skidt med økonomien i MTG, at man har set sig nødsaget til at gå på kompromis med sine egne principper og lade Boxer distribuere TV3 og TV3 Puls. Boxer er en direkte konkurrent til Viasat, og hidtil har man konsekvent afvist enhver tilnærmelse fra Boxer."

... og skuffet dig mest?

"Folketingets mediepolitikere har skuffet ved udelukkende at have fokus på DR og TV 2 i medieforliget. Jeg synes, de overser det kreative og beskæftigelsesmæssige potentiale, som den kommercielle del af tv-branchen, herunder især broadcasterne og producenterne, repræsenterer."

... hvilken ny tendens overlever næste år?

"Distribution af tv og film over det åbne net er først lige begyndt at vinde indpas, og det er noget, vi kommer til at se meget mere til i de kommende år. OTT er meget mere end bare YouBio, Netflix og HBO, som man er så fikseret på i øjeblikket."

... og hvilken tendens flopper?

"Det er måske lidt meget at kalde det en tendens, men jeg synes langt fra, at elselskabernes har fået det ud af det, som de burde i kraft af deres enorme investering i fibernet."

... hvilken idé ville du gerne selv have fået?

"Jeg ville ønske, det var mig, der havde fået ideen til at sælge mobiltelefoni i pakker, for det er indlysende, at det er en fremragende ide, som Morten Strunge og Onfone kom på. Alle andre har kopieret ideen, og nu køber man stort set kun mobiltelefoni og –data i pakker. Mit held er, at Morten og Onfone nu er en del af YouSee."

Niels Breining sender Julestafettens drillenisse til adm. direktør, Steen Ulf Jensen, med spørgsmålet:

"Jeg vil gerne spørge Steen Ulf Jensen (adm. direktør for Boxer), hvad Boxer ønsker sig til jul næste år. For to år siden fik Boxer en stor underskudsdækning af den svenske stat i julegave, for et år siden forærede Folketinget Boxer en masse kunder ved at gøre TV 2 til terrestrisk betalingskanal hos Boxer, og i år har MTG så valgt at give Boxer TV3 og TV3 Puls til jul. Så jeg vil gerne vide, hvad han tror, Boxer får til næste år?"

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også