Avis: SBS-bud klar i denne uge
Der er nu kun to interesserede selskaber tilbage, når det gælder om at aftage SBS-kanalerne fra den tyske mediekoncern ProSiebenSat.1., skriver Financial Times.
Avisen skriver, at der er tale om amerikanske Discovery Networks, hvis interesse MediaWatch tidligere har omtalt, og kapitalfonden Providence Equity Partners, hvoraf sidstnævnte i forvejen har investeringer i både TDC og Ono i Spanien.
Begge selskaber forventes at afgive bud på SBS-kanalerne i denne uge, men ifølge avisen kommer budene ikke til at nå op på det prisskilt, som ProSiebenSat.1 har sat.
Tyskerne forlanger 1,4 milliarder euro (ca. 10,4 milliarder kroner), men budene ligger anigiveligt kun i størrelsesordenen 1,2-1,3 milliarder euro (9-9,7 milliarder kroner).
Det skulle være den økonomiske eurozone-krise og SBS-kanalernes manglende evne til at øge prisen på abonnementer, der har fået budene til at ligge under prisskiltet.
Samtidig skriver avisen, at en anden mulig køber, kapitalfonden Nordic Capital, er droppet ud af købsræset.
I Danmark inkluderer SBS-kanalerne Kanal 4, Kanal 5, 6’eren og The Voice TV samt radio-kanalerne NOVA fm, The Voice, Radio 100, Radio Soft og Radio Klassisk. Derudover er SBS Radio medejer af Pop FM sammen med Berlingske Media.
- TBC