Marzouk: SBS har skadet min karriere

Komikeren Omar Marzouks ry som tv-forfatter er skadet, efter SBS skrinlagde hans komedieserie 'Cellen'. Derfor vil han have serien ud til publikum i et eller andet regi.
Per Fanefjord Laursen

Den aldrig sendte tv-serie ‘Cellen’ skal ud på nettet i et eller andet regi, f.eks. på HBO, mener seriens skaber komikeren Omar Ahmad Marzouk ifølge BT.

Den forulykkede sitcom om en udduelig dansk terrorcelle har nu ligget på lager hos SBS TV i flere år. SBS har rettighederne til serien, de selv har betalt, men har fortsat ingen planer om at lade den få et andet liv.

Omar Marzouk vil dog ikke slippe projektet. Han er stadig på jagt efter alliancepartnere, som kan skabe en alternativ platform for serien, mest logisk er at give den et liv i et eller andet regi.

“Jeg vil helst ikke endnu komme med detaljer om, hvor den udkommer, men jeg arbejder på at lukke aftaler,” skriver han til MediaWatch.

Blakket ry
Komikeren har haft det svært med, at projektet blev parkeret på hylden, efter han og venner havde brugt to år på det.

“Jeg synes, det er vildt provokerende at blive censureret på den måde, jeg har endnu ikke hørt et eneste argument fra SBS side om, hvorfor det ikke skal sendes. Taget i betragtning hvad de ellers sender på de kanaler, så er der jo ingen nedre grænse for, hvad de vil have på skærmen,” skriver Omar Marzouk.

Han mener også forløbet har haft en negativ påvirkning på hans karriere; det var hans første forsøg sitcom-genren, der strandede.

“Det er ikke mange, som har udtrykt stor interesse for mit skrivearbejde efter den ikke kom på skærmen. Så jeg synes ikke, at SBS på den måde skal ha' lov til at ødelægge min karriere på det felt.”

Cellen-sagaen
For knap fem år siden besluttede SBS TV at få produceret en sitcom-serie til Kanal 5 og bestilte Omar Marzouk til at lave 'Cellen'.

Satireserien fik 4,5 millioner kroner i støtte fra Public Service Puljen, og SBS TV brugte selv et lignede beløb på at få serien produceret.

Men da tv-serien var færdig for ca. tre år siden, nægtede SBS at vise den. Det betød, at SBS tidligere i år måtte betale de 4,5 mio. støttekroner tilbage og tage et tab på resten.

Filminstituttet, der bestyrer PS-puljen, har tidligere opfordret SBS til at forære 'Cellen' tilbage til Omar Marzouk, således at den muligvis kunne få et nyt online liv eller på DVD.

Public Service Puljens administration har i dag ikke længere del i seriens videre skæbne, oplyses det.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også