Global: BBC i krydsild om gyldent håndtryk

BBC skal forsvare dyrt farvel til tidligere generaldirektør, Forbrydelsen sætter rekord i England, og norsk Facebook-omsætning kan ramme milliarden i 2013.
Thomas Bo Christensen

BBC i krydsild om gyldent håndtryk
Der blev løftet et par øjenbryn i det britiske parlament lørdag d. 10. november, da generaldirektør George Entwistle opsagde sin stilling - og modtog en fratrædelse på svimlende 450.000 pund efter blot 54 dage på posten. Nu sætter parlamentsmedlemmer spørgsmålstegn ved det, der i deres øjne kunne ligne en massiv overbetaling. Beløbet var det dobbelt af, hvad Entwistle egentlig havde ret til - nemlig 12 måneders løn frem for seks. Formanden for BBC Trust, Lord Patten, forsvarer det dyre farvel med, at sagen så kunne afsluttes hurtigt, og at det svarer til, hvad Entwistle ville have fået ved en fyring ... 
”Vi vil ikke dømme på forhånd. Men det er godt nok en masse penge efter kun 54 dage på posten og efter tingene er gået så galt,” siger Margaret Hodge, formand for statsrevisorerne.
Kilde: The Guardian

Forbrydelsen slår ny seertals rekord i England
Tredje sæson af Forbrydelsen, 'The Killing' havde britisk premiere på BBC4 i lørdags kl. 21 engelsk tid. Denne gang med et rekordhøjt seertal. 1,04 mio. englændere sad klinet til deres tv for at se den tredje og sidste sæson af den danske krimiserie. Det er hidtil rekord for den danske serie. På trods af det imponerende seertal, kunne det ikke slå sin skandinaviske rival Broen (The Bridge), der lå lidt højere med 1,097 seere, da den blev skudt i gang d. 21. april i år.
Det første afsnit af The Killing III blev omgående efterfulgt af afsnit nummer to med et seertal på 783.000.
Kilde: The Guardian

Norsk Facebook-omsætning boomer
Facebook fortalte i begyndelsen af oktober, at det sociale netværk havde rundet en milliard brugere på verdensplan. Men når det gælder størrelsen af annoncesalget, så er giganten mere sparsommelige med oplysningerne. Men ifølge Kampanje så beløber annoncesalget sig alene i Norge til omkring 400 millioner norske kroner i 2012. Sådan lyder vurderingen fra direktør for digitale medier i mediebureauet Vizeum, Christian Fure, der samtidig mener, at Facebook i 2013 kan nå op på næsten det dobbelte: ”Facebook vil ikke være langt fra en milliard kroner (norske, red.) i 2013, hvis udviklingen fortsætter i annonceprodukterne,” lyder det fra Christian Fure, der mener, at det især er annoncesalget på mobil og en stigning i flere større annoncører, der vil drive omsætningen i vejret.

- ML, TBC

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også