DR outsourcer DR.dk og DR.NU

Nedlæggelse af 30-60 stillinger, nye arbejdsgange og outsourcing af DR.dk-hosting skal gøre DR's teknologiorganisation 20 pct. mere effektiv i 2015.

DR har i dag taget fat på en større omlægning af organisation og arbejdsgange på teknologiområdet. Mellem 30-60 stillinger nedlægges som et led i den proces, der skal sætte produktiviteten betydeligt i vejret.

"Vi igangsætter en forandringsproces i vores teknologiorganisation og ændrer den måde, vi arbejder på, hvor vi kan se, at der er et potentiale til at opnå produktivitetsgevinster," siger økonomidirektør Martin Præstegaard, DR.

Hvor meget kan I spare?

"Vi har ikke sat kroner og øre på, men vi har et mål om at øge vores produktivitet med 20 pct. frem mod 2015," siger Martin Præstegaard og uddyber, at ændringerne er centreret omkring den tekniske support og udviklingsafdelingen, som kører vores udviklingsprojekter til tv, radio og web.

"Vi ser først og fremmest et potentiale i at blive bedre til at gennemføre udviklingsprojekter, når vi f.eks. skal indføre et nyt system for radioafvikling eller etablere et nyt studie. Vi skal blive bedre til at gennemføre de projekter hurtigere og mindre omkostningstungt. Det handler om, hvordan vi arbejder sammen, og hvordan vi anvender ressoucerne," siger Martin Præstegaard.

IT-drift lægges ud
Ud over mere effektive arbejdsgange tager DR fat på at outsource it-driften.

"Vi outsourcer vores platform til DR.dk og vores streaming-løsning på DR.NU. Den serverkapacitet, der skal håndtere det, forventer vi at sende op i skyen med en cloudtjeneste. Vi satser på at få en kvalitet, der er bedre, end den ellers ville være og til en pris, der er lavere, end den ellers ville være. De serviceudbydere, der er på det marked, har nogle attraktive priser. Vi har lagt en strategi, hvor vi hele tiden vil bruge markedet, hvor markedet er modent og godt og der er ikke noget særskilt behov for, at vi laver ydelserne internt, når vi kan få løst dem eksternt."

En del af produktivtetskravet skal også opnås ved at slanke organisationen inden for kort tid.

"Vi nedrosler vores bemanding, og i den forbindelse vil der være en række fratrædelser, som vil blive gennemført hurtigst muligt efter forhandling med de relevante organisationen. Vi kan ikke sige noget præcist, men forventer et sted mellem 30 og 60 personer. Så den produktivitetsgevinst, vi vil opnå, er det en blanding af, at vi skal kunne lave mere for de samme penge, og vi skal bruge færre ressourcer."

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også