Minister åbner for samlede medieforhandlinger

Uffe Elbæk ser gerne, at medieforlig og mediestøtteforhandlinger slås sammen. Men det bliver ikke lige med det samme.
Thomas Bo Christensen

En af de store knaster mellem regeringen og oppositionen op til de igangværende mediestøtteforhandlinger har været, at bl.a. Venstre og de Konservative har kritiseret, at kulturminister Uffe Elbæk (R) kunne finde flere penge til DR og TV2-regionerne i medieforliget, mens der i de nuværende forhandlinger er lagt op til at mindske støtten til dagbladene.

De to partier har argumenteret for, at alle medierne er i konkurrence, og at mere støtte til f.eks. DR også rammer aviserne. Derfor mener partierne, at man burde slå mediestøtteforhandlingerne sammen med medieforliget – en ide, som også medieprofessor Anker Brink Lund har plæderet for, fordi opdelingen i mediepolitikken i dag ifølge ham er et ”usammenhængende kludetæppe”.

Socialdemokraternes medieordfører Mogens Jensen har dog fastholdt, at ”det skal forblive to forskellige forhandlingsforløb”, men nu åbner kulturminister Uffe Elbæk for, at der på sigt skal ske en sammensmeltning.

Elbæks krystalkugle
For godt nok fastholder han, at der på den ene side er tale om licenspenge, mens mediestøtten er skattepenge - men når det er sagt, så erkender han, at de to ting hænger sammen, og derfor mener han også, at de to ting skal forhandles sammen – på sigt:

”Den her proces (om en ny mediestøtteordning, red.) har været i gang i fem år, og den er endt på mit bord, og nu skal jeg have den landet. Og jeg har sagt, at der er en tidshorisont på tre år, hvor vi så må evaluere, hvordan vi gør det. Men hvis jeg skal kigge i min egen krystalkugle, så skal man fremadrettet tænke mediestøtte og medieforlig i ét,” siger Uffe Elbæk til MediaWatch.

Gammelt mediebillede
Kulturministeren er ligesom oppositionen enig i, at opdelingen ikke er tidssvarende på et mediemarked, hvor medierne agerer på flere platforme samtidig:

”Den forhandlingsmodel, der ligger på området, har afspejlet et gammelt mediebillede, og i og med at medierne konvergerer, så er den opdeling af de statslige medier og private medier totalt i opbrud. Så hvis det ikke var fordi, der allerede lå et medieforlig, og hvis der ikke havde ligget fem års indkørsel med at ændre mediestrukturen, så ville man i den ideelle verden gøre det her helt anderledes. Det håber jeg, at man gør fremadrettet.”

Hvad er tidshorisonten for det?
”Det vil jeg ikke gisne om lige nu. Men det er min egen logik, og om den logik så møder realiteternes verden og overlever der, det skal jeg ikke gøre mig klog på lige nu.”

- TBC
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også