TV 2: Tv-drop efter OL er en gåde

TV 2 undrer sig fortsat over et uforklarligt fald i tv-forbruget blandt de yngre kommercielle seere, men afviser at det skaber problemer for annoncørerne.
Per Fanefjord Laursen

Tv-forbruget faldt pludseligt og mærkbart efter sommerferien, og fænomenet vækker fortsat undren i mange hjørner af tv-branchen, som tidligere omtalt på Mediawatch.

Faldet er tre-fire pct. blandt alle seere, men højere i de yngre kommercielt interessante målgrupper, hvor tabet vipper på 11 pct. blandt de 15-50-årige.

Faldet har ramt den største kommercielle kanal, TV 2's hovedkanal, hårdest, men også TV3-kanaler taber sening.

Når forbruget af kommercielt tv falder, falder tv-selskabernes varelagre samtidigt. Det er ekstra ubehageligt, når det er svært at identificere en klar årsag, og det giver tv-stationerne leveringsproblemer.

Hvis tabet af kommerciel sening sænker seerniveauet for resten af året og 2013, er det bekymrende, lyder det fra Omnicom Media Groups Trading Director Claes Braagaard.

TV 2: Kampagner rammes ikke 
TV 2's analysechef Mette Lehrmann er lige så forbløffet som flere mediabureauer, men vil helst se tiden mere an, før hun tolker.

”Hos TV 2 undrer vi os også – akkurat som bureauerne – over det fald i PUT (People Using Television, red.), som er sket efter OL, og vi følger udviklingen. Men på nuværende tidspunkt har vi ikke nogen entydig forklaring,” siger Mette Lehrmann, der afviser leveringsproblemer:

“Det let nedadgående PUT-level har indtil videre ikke haft betydning for TV 2's mulighed for at levere de kontakter, som annoncørerne ønsker.”

Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra TV3 til det mystiske fald og de mulige konsekvenser for de kampagner, der afvikles på TV3-kanalerne.

Fald efterfølger stor stigning
Heller ikke i DR Medieforskning har forskerne med mange års tv-eksperise nogle klare bud på mekanismer, der kunne forklare udviklingen. 

DR Medieforskning påpeger dog, at tv-seningen svinger fra år til år, og tv-branchen har vænnet sig til, at tv-forbruget kun gik op fra 2007.

Men i en årrække op til 2007, gik forbruget rent faktisk ned. I det lange historiske perpektiv befinder markedet stadig på et meget højt niveau, og faldet er ikke så dramatisk.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også