Energikoncernen SE køber Stofa

SE - tidligere kendt som Syd Energi - har indgået en aftale med svenske Ratos, der ejer tv- og bredbåndsudbyderen Stofa, om at købe Stofa for 1,9 mia. kr.

Tv-distributøren Stofa kommer på danske hænder. Energi- og telekoncernen SE, tidligere Syd Energi, har i dag indgået aftale med svenske Ratos om at købe Stofa A/S for 1,9 mia. kr. 

Med købet af Stofa forstærker SE sin forretning inden for internet og tv - i tråd med en ambition om at være en udfordrer til de store spillere på markederne for tv og internet. 

"Vi har forhandlet en fornuftig aftale på plads med Stofas svenske ejere Ratos. Med de resultater, Stofa har leveret de seneste år, er vi sikre på, at Stofa i kombination med vores eksisterende tilbud bliver en rigtig fornuftig forretning. SE og Stofa har hver især nogle stærke kompetencer, dygtige medarbejdere med kundeorienterede kulturer samt stærke tekniske platforme, der gensidigt forstærker hinanden. Det skal vi bygge videre på," udtaler Niels Duedahl, adm. direktør i SE i en pressemeddelelse.

SE skriver videre at opkøbet af Stofa er et stort skridt videre mod koncernens mål om at være den mest lønsomme aktør i den danske energisektor med en forventet omsætning i 2015 på niveauet 5 mia. kr. og et overskud fra den primære drift på mere end 1 mia. kr.

Købet af Stofa er betinget af, at SE´s repræsentantskab godkender handlen på et ekstraordinært repræsentantskabsmøde den 13. november, og at konkurrencemyndighederne herefter godkender købet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også