TV 2-regioner går i luften med fælles program

Opdateret: Netop som politikerne efterspørger mere regionalt samarbejde, er der søndag premiere på 'Danmark Rundt', der samsendes hver aften på alle otte regionale kanaler.
Per Fanefjord Laursen

Magasinprogrammet 'Danmark Rundt' har premiere på søndag og sendes fra søndag kl. 21.00 på alle otte regionale 24 timers kanaler.

TV2-regionerne producerede i en årrække i fælleskab 'Set og sket' efter samme devise, som blev sendt en gang om ugen på hovedkanalen.

Tanken om at forene ressourcerne på de nye krævende regionale 24 timers kanaler har ulmet længe, men premieren falder sammen med, at mediepolitikere i den netop afsluttede medieaftale efterspørger mere samarbejde.

I aftalen står der, at der inden udgangen af 2013 skal ligge et oplæg fra de regionale TV 2-stationer om mulighederne for et øget indbyrdes samarbejde. Både administrativt, teknisk – og programmæssigt.

Glad for flere midler
"Som de øvrige TV 2 Regioner er jeg glad for den håndsrækning og de ekstra midler, som politikerne bevilgede i den nye medieaftale. Den er absolut nødvendig, hvis kvaliteten af både vores nyheder på TV 2 og programmerne på vores nye 24 timers kanaler i hver region skal opretholdes – og øges," siger Esben Seerup, direktør på TV 2 Fyn.

'Danmark Rundt' er et halv times program, der samler de bedste regionale historier. Det har hidtil været vist på forskellige tidspunkter på hver af de otte kanaler. Men fra og med søndag den 14. oktober bliver programmet altså samsendt hver aften overalt i Danmark og bliver dermed det første reelt landsdækkende, regionale program, siden de regionale 24 timers-kanaler gik i luften omkring 1. februar i år.

Det er Malene Hammershøy Kjerstad og Preben Dahl, der er værter og daglige redaktører på 'Danmark Rundt'.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også