'Dovne Robert' var forsmag på DR2's nye varemærke

'Dovne Robert' var en forsmag, men det første rigtige bud på en ny DR2-stil kan ses i november, hvor Jacob Holdt og Søren Pind er på amerikansk roadtrip.
Per Fanefjord Laursen

Det første bud på det nye DR2 har allerede premiere i november.

Det er 'Pind & Holdt i USA', hvor forfatteren og fotografen Jacob Holdt og politikeren Søren Pind i en programserie tager på et road-trip rundt i USA. Serien i tre afsnit sendes med det amerikanske præsidentvalg den 6. november som bagtæppe.

”Det er et godt rejsepar og to begavede mænd, der har noget på hjerte. Begge kender USA godt og holder af det - med hver sin tilgang til landet,” siger kanalchef Michael Thouber.

Dovne Robert var forsmag
Reelt var den allerførste smagsprøve på det nye DR2, programmet ’På den 2. side’, der havde premiere for et par uger siden og straks satte den politiske agenda med ”Dovne Robert”.

”Retfærdigvis var det redaktionen, der udviklede programmet, ikke os, men at sætte et erkendt emne til debat og spille en mere aktiv rolle, er et varemærke, som det nye DR2 gerne vil være kendt for,” siger Adam Holm.

Debat uden politik
Det nye DR2 lanceres først til foråret, og programbrikkerne er langt fra lagt. Temmelig sikkert er det dog, at der kommer et nyt debatprogram, som afskiller sig klart fra de gængse på DR2 og andre steder.

”Der kommer et nyt debatformat på DR2, og der er flere ideer i spil. Én af dem har arbejdstitlen ”Gadens Parlament” og er et debatprogram, der ikke kun handler om politik og Christiansborg, men tager andre emner op, f.eks. ude på arbejdspladserne,“ siger Adam Holm.

Det nye DR2 bliver en 24 timers flade fra foråret med timenyheder i dagsfladen, og med muligheden for ekstra nyhedsudsendelser i dagtimerne, hvis det brænder på, oplyser de to kanalchefer, der ikke på nuværende vil bryde fladen op i genrer eller segmenter.

Det nye DR2 forventes i luften i foråret 2013.

Programmet 'På den 2. side' er udviklet af DR Nyheder. Programmet 'Pind & Holdt i USA' produceres eksternt af Vega Pictures mens det nye debatprogram 'Gadens Parlament' bliver produceret af DR Danmark i Århus.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også