TV 2 Sport: Uvist hvad der skal ske

Det er ukendt land, hvad MTG's opkøb af TV 2 Sport kommer til at betyde for kanalens drift, organisation og indhold, siger adm. dir. Claus Bretton-Meyer, TV 2 Sport.

Mens MTG's ledelse formentlig er i fuld gang med de strategiske overvejelser om, hvordan TV 2 Sport skal drives, organiseres og indpasses i porteføljen af TV3-kanaler, så er det uvist for TV 2 Sport, hvad MTG's opkøb af kanalen kommer til at betyde.

"Det, jeg kan sige, er, at jeg intet ved om, hvad der kommer til at ske," siger Claus Bretton-Meyer, adm. direktør hos TV 2 Sport, der kun har kendt til ejerskiftet i kort tid.

Først når konkurrencemyndighederne har vurderet handlen og givet grønt lys for ejerskiftet, vil MTG lukke op for posen - og TV 2 Sport få besked om, hvad der skal ske. Det skyldes, at TV 2 Sports konstruktion, hvor der er næsten vandtætte skotter mellem ejerne og selskabet. Det var konkurrencemyndighedernes betingelse for at godkende, at to hovedaktører, TV 2 og MTG i 2006 gik sammen om at lancere TV 2 Sport - og modvirke at der dermed blev skabt et sportsmonopol på tv.

Ifølge pressemeddelelsen om salget vil TV 2 Sport skifte navn i forbindelse med ejerskiftet, men det har Claus Bretton-Meyer ingen kommentarer til.

Hos MTG ønsker adm. direktør for den skandinaviske tv-forretning, Jørgen Madsen, ikke at kommentere købet, fremtidsplanerne eller hvor lang tid, MTG forventer, at Konkurrencestyrelsen skal bruge på at behandle ejerskiftet.

"Vi har ingen kommentarer, så længe sagen er under behandling," siger Jørgen Madsen til MediaWatch.

TV 2 Sport kom sidste år ud med et overskud på 12 mio. kr., et bruttoresultat på 47 mio. kr. og en egenkapital på knap 92 mio. kr. Ejerskiftet forventes ikke at påvirke årsregnskabet for 2012.

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også