TV 2 Nyhedernes sendetider i spil

Presset på TV 2 Nyhederne efter DR's flytning af TV Avisen gør det nødvendigt at revurdere sendetider, siger TV 2's nyhedsdirektør Michael Dyrby.

TV Avisens vellykkede flytning af TV Avisen fra kl. 21 til 21.30 kan ende med at ændre hele det sene nyhedsbillede på tv.

I hvert fald vil TV 2 nu se på, om det kan styrke TV 2 Nyhederne og TV 2's aftenflade som helhed at ændre sendetiderne for Nyhederne kl. 19 og kl. 22. Det bekræfter nyhedsdirektør Michael Dyrby, TV 2.

"Vi bliver nødt til at kigge på, om vi skal ændre scheduleringen, men det er ikke noget, man lige beslutter på et par måneder," siger han.

Aftenfladen er som bekendt generelt under stort pres på TV 2. Det nye er, at DR1's nye prime time med den senere TV Avis har skubbet yderligere til den udvikling.

"Alt er i spil i TV 2's programflade, og der er ingen hellige køer, når det gælder TV Nyhedernes sendetider, men det må vi analysere grundigt på først," siger Michael Dyrby.

Han understreger, at TV 2 Nyhedernes seerfald ikke kun er betinget af TV Avisens nye sendetider, men også af det generelle seerdyk, som indførelsen af brugerbetaling på TV 2's hovedkanal har udløst - og at TV 2-gruppen fortsat sidder på størstedelen af danskernes nyhedsforbrug på tv.

"Vores ambition er stadig at være dem, der er til stede døgnet rundt og dækker nyhedsstrømmen. Selvom Tv Avisen 21.30 er gået frem og 22'eren på TV 2 er gået tilbage, så er TV 2's kanaler stadig det sted, hvor 70 pct. af nyhedsseningen foregår," siger Michael Dyrby.

TV 2 er i forvejen i gang med at rulle en ambitiøs nyhedstrategi frem mod 2015 ud, der bl.a. betyder nyt nyhedsstudie og ny nyhedsgrafik i 1. kvartal 2013 og en opkvalificering af nyhedsjournalister og -journalistik.

Hvorvidt nogle af de 100 mio. kr., som TV 2-hovedkanalen står til at få tilført næste år for at styrke programfladen, også kan give yderligere ressourcer til nyhederne, ligger ikke fast. Det kan komme på tale, hvis de rigtige nyhedsprojekter og ideer kommer på banen ifølge Michael Dyrby, men hovedfokus ligger på aftenfladen.

Hvor ser du helst en styrkelse af Nyhederne?

"Det vil jeg lade være en forretningshemmelighed." 

Hvad er der at lære af TV Avisens flytningen?

"At det kan lade sig gøre at ændre scheduleringen og lykkes med at transformere sig. Det er inspirerende," siger Michael Dyrby, der ikke vil sige noget om, hvornår han forventer, at en beslutning om, hvorvidt der skal rykkes på TV 2 Nyhedernes sendetider eller ej, er på plads.

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også