'Girls' og 'Undateables' på DR3

Fladen på DR's kommende unge kanal DR3 kommer bl.a. til at byde på HBO-serien 'Girls' og dating-formatet 'The Undateables'.

Selvom det meste af sendefladen endnu ikke er fastlagt på DR's kommede DR3, målrettet de 15-39-årige, så er enkelte formater og tv-serier på plads.

Blandt de sidstnævnte er den anmelderroste HBO-serie 'Girls', der får dansk premiere på DR3. Derudover fortsætter tv-serien 'Walking Dead', der i dag vises på DR HD.

Blandt egenproduktionerne, der skal tegne DR3 (og som DR er parat til at melde ud med på nuværende tidlige tidspunkt), er datingprogrammet 'The Undateables', som er hentet fra britiske Channel 4. Et reportage-format, hvor hovedpersonerne er handicappede på jagt efter kærlighed på det brogede datingmarked.

"Det interessante ved 'Undateables' er, at vi tager nogle mennesker, som vi umiddelbart tænker er meget anderledes end os selv, men hvor vi gennem en række fine portrætter finder ud af, hvor genkendeligt deres dilemma er for os alle sammen. At de også blot er på jagt efter kærligheden og nogen at dele livet med. For mig er det et fint eksempel på et fordomsnedbrydende tv-format, som samtidig låner fra en genre, som vi kender," siger kanalchef Lotte Lindegaard, der har det overdnede ansvar for DR1, DR Ramasjang og DR3.

"Det, der også er interessant ved 'Undateables', er, at det viser, at der ikke er nogen genrer, vi ikke vil kigge på til DR3. Jeg kan også sagtens forestille mig, at vi lavede noget, der låner fra realitygenren på DR3, men målet skal være et andet end ren "udstilling"," siger Lotte Lindegaard.

Hun uddyber, at samlet set kommer det indkøbte stof til at fylde langt det meste i fladen - men egenproduktionerne får mere plads på DR3, end de har i dag på DR HD/DR Mama, som DR3-kanalen afløser i foråret.

Af egenproduktionerne vil cirka halvdelen blive produceret ude i byen og halvdelen in house. Den danske version af 'The Undateables' står produktionsselskabet Mastiff for.

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også