TV 2's reklameomsætning falder 10 pct.

Reklameindtægterne er faldet mere end forventet hos TV 2 i sommerhalvåret og ligger 10-12 pct. under sidste år. Abonnementsindtægterne kompenserer.

Efter 1. halvår kunne TV 2 melde om en reklameomsætning, der lå 7 pct. under omsætningen sidste år - svarende til de netop offentliggjorte tv-tal i Reklameforbrugsundersøgelsen fra Dansk Oplagskontrol.

Udviklingen på reklamemarkedet i 2. og 3. kvartal har imidlertid skubbet yderligere til faldet på TV 2, bekræfter kommerciel direktør Flemming Rasmussen.

"Markedet er ikke godt. Min vurdering er, at vi ligger 10-12 pct. under omsætning i 3. kvartal. Det er samme niveau, som vi så i 2. kvartal, mens vi havde en lille vækst i 1. kvartal, hvor der stadig var optimisme i markedet," siger Flemming Rasmussen, der vurderer, at det vil være niveauet de kommende måneder.

"Kigger man på resten af året, ser jeg ingen tegn på bedring, men om det bliver et fald på 8, 10 eller 12 pct. er umuligt at sige," siger Flemming Rasmussen.
Samlet er omsætningen i TV 2 dog steget, da abonnementsomsætningen til gengæld var højere end forventet i 1. halvår og  har mere end kompenseret for faldet i reklamesalget.

Flemming Rasmussen vil ikke sætte kroner og øre på faldet i reklameindtægterne, men i første halvår lå omsætningen knap 45 mio. kr. under 2011. Det var mere end forventet, selvom TV 2 havde kalkuleret med færre reklamekroner i kassen i år, hvor TV 2 hovedkanalen blev betalingskanal og på den konto har mistet kunder. 

Prismæssigt har TV 2 dog ifølge Flemming Rasmussen generelt kunnet holde niveauet fra sidste år på trods af penetrationsfaldet.

"Det er vi ret stolte af set i lyset af markedet," siger Flemming Rasmussen, der ikke endnu vil ind i, hvilke priser TV 2 går til de vigtige årsaftaleforhandlinger med i efteråret.

Nye kommercielle produkter
Men TV 2 er på vej med nye kommercielle produkter i 2013, der sammen med den varslede oprustning af programfladen og omstruktureringen af den kommercielle organsation, som Flemming Rasmussen gennemførte for nyligt, skal styrke koncernen kommercielt.

"Vi kommer til at udfordre os selv og markedet med den kommercielle produktudvikling, vi er i gang med. Så meget tør jeg godt sige. Det er også helt nødvendig i et marked, hvor der er så hård kamp om pengene," siger Flemming Rasmussen, der bekræfter, at produktudviklingen er speedet op i takt med den nedadgående tendens i år på reklamemarkedet.

TV 2's adm. direktør, Merete Eldrup, siger til Ekstra Bladet i dag, at hun forventer et pænt overskud for 2012 - men hun lægger ikke skjul på, at TV 2-hovedkanalen er "stærkt udfordret".

"Vi kommer ud med et rigtig pænt overskud. Jeg vil sige det sådan, at vi er udfordret. Både på vores reklameindtægter og vores seertal," siger Merete Eldrup til Ekstra Bladet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår