TV 2: Lille marked for Netflix og HBO

Netflix og HBO skal være meget dygtige, hvis de skal sælge 100.000 abonnementer i Danmark, mener ny TV 2-direktør, der ikke ser TV 2 Play i den konkurrence.
Per Fanefjord Laursen

Når digitale tv-tjenester som HBO og Netflix og YouBio ruller sig ud på det danske tv-marked om få uger, bliver deres entré uden tvivl en faktor, som den danske tv-branche skal forholde sig til. Men måske er der gået lidt for meget hype i forventningerne til det ulmende on-demand marked.

Det er analysen fra TV 2's nye salgsdirektør, Stig Møller Christensen, der præsenterer sin vurdering af tv-markedets forandringer på et KPMG-seminar senere i dag.

Ny chef for tv-abonnement
Den nye salgsdirektør for TV 2's betalings-tv-forretning tager naturligt en nøgtern tilgang til markedsanalysen. Han har en baggrund fra konsulentfirmaet Quartz+Co.

Han kom til TV 2 i 2011 som Business Development Manager i direktionssekretariat som ansvarlig for konvertering af TV 2 hovedkanalen til betalingskanal.

Kamp om få kunder
”Der er ingen tvivl om, at on-demand tjenester, som f.eks. kvalitetsserier fra HBO, sætter gang i noget – ikke en revolution, men en evolution af tv-markedet,” siger han til MediaWatch.

Han forudser, at HBO og de andre kommer ud i en intens kamp om en afgrænset gruppe af digitale storforbrugere i byerne, der samtidig er kræsne fans af udenlandsk fiktion.

”OTT (over the top, red.) markedet slippes løs dette efterår. Der kommer mere konkurrence om abonnementskronerne, og det er godt for kunderne.  Men de nye aktører kommer ud i en meget hård konkurrence, vil jeg hævde, for vi taler om relativt få potentielle kunder," siger han og uddyber:

"Mit umiddelbare skøn er, at de udenlandske udbydere skal være tilfredse og endog meget dygtige, hvis de skal sælge 100.000 abonnementer. Amazons 'Lovefilm' findes allerede i Danmark, og der har vi ikke et billede af en stor forretning. Hvis jeg skulle uddele en sandsynlig førertrøje blandt de nye, tror jeg faktisk YouSees YouBio står med de stærkeste kort. ”

TV 2 Play under pres
Stig Møller Christensen lægger ikke skjul på, at TV 2's ambitioner med det nye TV 2 Play, der blev lanceret i foråret, også kommer under direkte beskydning, ligesom hele det gamle distributionsmarked bliver udfordret med årene.

”Det skal også TV 2 forholde sig til. Vi kommer også under pres, men i den første fase værdsætter vi samtidig, at der kommer stor ny fokus på at tegne abonnementer på ondemand tv og video via streamingplatforme. Det tror vi vil stimulere betalingsvilligheden og åbne forbrugernes øjne for flere slags betaling-tv, inkl. TV 2 Play, som stadig er nyt.”

Slag om film og serier
Stig Møller Christensen minder om, at efterårets OTT-kamp langt overvejende udkæmpes på film og serie-markedet.

Hans pointe er, at TV 2 Play ikke er en platform for leje af film- og tv-serier, ud over hvad der findes på TV 2's eksisterende schedules. Den er et supplement til seerne, og giver dem alle TV 2-kanaler live på pc, Ipads og mobilen samt catch-up sening af langt der meste, lyder det.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også