Elbæk: Vi skal kunne se, hvordan DR bruger pengene

Kulturministeren vil sikre gennemsigtighed i pengestrømmene i DR. Det sker efter, DR har givet MediaWatch afslag på indsigt i regnskaberne.

Kulturminister Uffe Elbæk vil nu se på, hvordan der skabes gennemsigtighed i, hvordan DR prioriterer licensmidlerne. Emnet tages op som en del af de igangværende medieforligsforhandlinger.

Det sker efter, DR har nægtet MediaWatch aktindsigt i fordelingen af licensmidler mellem DR's mange platforme og kanaler - med det argument, at det vil skade DR konkurrencemæssigt.   

Venstres medieordfører Ellen Trane Nørby og Socialdemokraternes Mogens Jensen har begge kritiseret, at DR ikke vil oplyse, hvordan de 3,5 mia. årlige licenskroner fordeles mellem de forskellige radio- og tv-kanaler. 

"Jeg synes, at Ellen Trane Nørby og også Mogens Jensen har rejst nogle meget relevante spørgsmål om, hvordan vi sikrer gennemsigtighed i DR's økonomi. Det er fuldstændigt legitime spørgsmål. Når vi bruger så mange penge, som vi gør, på DR - så skal man også se, hvad de bliver brugt til," siger Uffe Elbæk til MediaWatch.

Del af forhandlinger
Kulturministeren mener, at spørgsmålet om åbenhed i DR's økonomi derfor skal diskuteres som en del af medieforligsforhandlingerne, der i høj grad også omhandler DR's budget og forvaltningen af licensmidler. I år har regeringen i sit udspil foreslået, at DR skal tilføres ekstra midler til at styrke børne- og unge-tv. Forhandlingerne kan også føre til ændringer i Public service-kontrakten, der er det regelsæt, som DR opererer efter.  

Kulturministeren understreger, er der er nogle rene konkurrencehensyn at tage i forhold til, hvor meget DR skal oplyse om økonomien. DR har selv argumenteret for, at for meget åbenhed i DR's økonomi kan hæmme DR.Men kernepunktet er, at der skal være transparens i DR's økonomi, mener kulturministeren. 

"Det helt afgørende for mig som minister er, at der er gennemsigtighed i vores institutioner. Det skal være muligt at diskutere ud fra et nuanceret vidensgrundlag," siger Uffe Elbæk til MediaWatch.

Hvor går grænsen mellem konkurrencehensyn og hensyn til gennemsigtighed i DR's økonomi - altså, hvor meget skal DR oplyse?

"Det er noget, jeg skal diskutere med ordførerne. Det bliver også et element i de aktuelle forhandlinger," siger Uffe Elbæk.

DR offentliggør hvert år Public service-redegørelsen, der gør regnskab over, hvordan DR lever op til indholdskravene i public service-kontrakten. Er det ikke nok?

"Man skal diskutere, om det er nok. DR gør sig unødigt sårbar over for kritik, når de ikke synliggør pengestrømmene i organisationen. Vi skal diskutere på fakta - ikke på antagelser. Det vil gøre den politiske diskussion bedre og mere præcis," siger Uffe Elbæk. 

- JHT

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også