TV3 og SBS: TV 2-abonnement var en fejltagelse

TV 2's programoprustning på hovedkanalen til 100 mio. kr. beviser, at indførslen af TV 2-abonnement var en fejl, siger konkurrenterne TV3 og SBS.
Per Fanefjord Laursen

TV 2's introduktion af abonnement gav en stigning på 41 procent i abonnemenstindtægter for alle TV2-kanaler i 1. halvår.

Men TV 2 har samtidig tabt et mærkbart antal husstande efter indførslen af abonnement, og efterfølgende tabt seere på hovedkanalen. Senest kunne Mediawatch afsløre, at TV 2's penetration ikke var på vej op igen i 2. kvartal, men faldt en smule til 94,3 procent ifølge Gallup.

TV2's plan er derfor at investere ca. 100 mio. ekstra i programmer i 2013 for at genvinde de tabte husstande til hovedkanalen.

"Hvad sagde vi"
Den melding vækker vrede hos konkurrenterne TV3 og SBS, der op til det politiske spil om brugerbetaling advarede om, at TV 2 blot ville bruge nye indtægter fra abonnement til at opruste på programplanen, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

De private konkurrenter havde længe argumenteret for, at TV 2 reelt er en sund butik med et overforbrug. TV 2’s svar var, at betalingspengene skulle udgøre en buffer mod et usikkert reklamemarked og sikre virksomheden en sund økonomi og en overskudsgrad på 10 pct.

Hvor finder TV 2 100 mio.
“Vi får nu bekræftet, at beslutningen om, at TV 2 skulle blive betalingskanal, var forkert, og at det bare var en belejlig ekstra indtægtskilde. Man siger, at man har en nødlidende hovedkanal. Hvordan finder man så lige 100 mio. kr.? Det undrer mig," siger Kim Poder, adm. direktør hos TV3 til Jyllands-Posten.

SBS Medias direktør Henrik Ravn siger, at SBS' værste mareridt er blevet til virkelighed.

Kraftigt fald kræver handling
TV 2’s adm. direktør Merete Eldrup mener ikke, at konkurrenterne har noget at komme efter. 

"Det hænger godt sammen, at vi har en ambition om at bruge 100 mio. kr. mere. Vi skal stadig give overskud og har ikke forladt ambitionen om en overskudsgrad på 10 pct. Men der er sket et fald, som er langt ud over, hvad der kan forklares ved, at penetrationen er faldet. Og skal vi flytte noget, kan vi ikke gøre det uden at investere."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også