Bureau: Vild med dans slår Tandbørsten...

... men 'Matador' vil trække flere seere om lørdagen end TV 2's 'Voice'. Efterårets weekend-opgør mellem TV 2 og DR1 begynder i aften.

I aften lyder startskuddet til efterårets heftige tv-kamp mellem hovedkanalerne på DR og TV 2, der begge har sat det tunge tv-skyts ind fredag og lørdag i primetime, skriver Berlingske. 

'Husk lige Tandbørsten' har (re)premiere på DR1 kl. 20, hvor TV 2 også åbner efterårets tv-bal med niende sæson af 'Vild med Dans'. I morgen, lørdag, hiver DR1 'Matador' ud af arkivet for syvende gang, der kommer til at konkurrere om seerne med anden sæson af 'Voice' på TV 2, der går i luften næste lørdag d. 15.9. 

Det handler om at kunne samle familien Danmark foran tv-skærmen og stoppe seersivningen fra hovedkanalerne. Og ifølge to mediebureauer står begge kanaler til en sejr - på hver sin ugedag.

"Vild med Dans bliver størst. Det er mere etableret og favner bredere. Desuden har programmet fat i det modne publikum, og da der er flere ældre end yngre seere på en almindelig tv-aften, vil Vild med dans sejre," siger broadcast director Flemming Jensen fra mediebureauet MEC til Berlingske.

Omvendt vil Matador gå sin sejrsgang endnu en gang lørdag aften, vurderer tv director Mikael Ostenfeld fra Carat:

"Selv mange har 'Matador' på dvd, tror jeg, at mange vil følge serien. Nogle unge vil måske blive introduceret til den for første gang, men ellers vil Matadors gennemsnitsseere være ældre en dem, der ser Voice. Jeg følger mig faktisk ret sikker på, at Matador får flere seere end Voice," siger Mikael Ostenfeld.

Selv nedtoner underholdningscheferne Gitte Madsen, TV 2, og Jan Lagermand Lundme, DR1, at der er lagt op til "den store tv-krig".

"Jan og jeg vil sige, at det er noget medierne har opfundet. Vi passer bare vores job ved at tage os af seerne og sikre, at der er tilbud til alle," siger Gitte Madsen, TV 2, til Berlingske.

- LR

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også