Eldrup: 'Gratis' DR-kanaler tackler TV 2

DR’s fem attraktive, ‘gratis’ kanaler modarbejder TV 2 hovedkanalen i kampen for at genvinde tabte husstande, erkender TV 2's direktør Merete Eldrup.
Per Fanefjord Laursen

DR’s fem ‘gratis’ kanaler gør det ekstra svært for TV 2 at genvinde flere af sine tabte husstande, mener TV 2's direktør Merete Eldrup. 

Hun havde håbet på, at TV 2 havde genvundet lidt af de tabte husstande ovenpå introduktionen af abonnement i januar, men Gallups Annual Survey fra 2. kvartal viser, at TV 2's penetration faldt til 94,3 - fra 95,2 pct. i 1. kvartal Gallups måling løber til 1. juli.

Det tab får konsekvenser for hovedkanalens seertal og reklameindtægter, fordi de 94,3 pct. er en direkte faktor i tv-metersystemet seermålinger.

DR-kanaler modarbejder TV 2
“Vi havde håbet på at vinde husstande tilbage, men status quo er også inden for vores forventninger. Nu håber vi på at komme op på 96 procent ved årets udgang. De næste procentpoint bliver til gengæld et meget sejt træk, for dem, vi skal genvinde, er husstande, der ser meget lidt tv,” siger hun og tilføjer:

“Samtidig har de husstande jo også hele fem gode DR-kanaler til rådighed, som kan ses uden abonnement. Et attraktivt udbud for målgruppen,” siger Merete Eldrup og erkender, at DR’s kanaludbud formentlig fremstår endnu mere attraktivt fra foråret med DR’s nye kanalstrategi.

Så de manglende husstande skal virkelig ville TV 2 for komme tilbage, siger TV2-direktøren.

Prisstigning i 2013
Et comeback for TV 2's penetration har en ekstra ulmende hurdle. Hovedkanalen sætter abonnementsprisen op til januar. Ganske vist kun med to kr., men den psykologiske effekt kan spille en rolle blandt tv light-users.

“Jeg tror ikke en længe planlagt og udmeldt prisstigning spiller en rolle for disse husstandes lyst til at abonnere på TV 2," siger Eldrup.

TV 2's direktør er ellers godt tilfreds med abonnementssalget. De 94,3 procent afspejler ikke hele abonnementsinteressen, for salget til ‘sekundære’ tv-apparater i sommerhuse og campingvogne reflekteres ikke i Gallups Annual Survey data.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også