6'eren sender afgørende VM-kampe

SBSmedia har sikret sig rettigheder til fire af Danmarks afgørende kvalifikationskampe op til VM 2014, som sendes live på 6'eren og på NovaFM.
Per Fanefjord Laursen

SBS' '6’eren' har sikret sig rettighederne til det danske fodboldlandsholds afgørende udebanekampe, der skal sikre dansk deltagelse ved VM i Brasilien i 2014.

6’eren og SBSmedia, der i forvejen dækker engelsk fodbold med bl.a. Premier League og FA CUP,  har sikret sig rettigheder til fire af Danmarks afgørende kvalifikationskampe til VM.

”Vi glæder os helt vildt og er klar til at løfte dækningen af det danske fodboldlandshold til et helt nyt niveau. For første gang sætter vi nemlig alle vores platforme i spil for at sikre, at alle danskere får mulighed for at følge de spændende og afgørende udebanekampe”, siger Jes Holm Andersen, Sportschef for SBS TV i en pressemeddelelse.

Landskamp på NovaFM
Kampene vil blive vist på 6’eren, men SBS breder også dækningen ud til SBS' radiostationer. Kampene vil således kunne følges direkte på den landsdækkende NovaFM, og det er første gang i Danmark, at en landskamp sendes live på en privat radiostation.

Der vil også være mulighed for at købe adgang til kampene via SBSmedias webtv-platform NUtv.dk.

Det er ikke helt nyt, at SBS byder på landskampe. SBS sendte Danmark-Albanien kampen i 2009, og tidligere har TvDanmark haft en række udekampe i forbindelse med kvalifikationen til VM 2002. 

De fire udebanekampe er:
Bulgarien - Danmark den 12. oktober 2012

Tjekkiet - Danmark den 22. marts 2013

Malta - Danmark den 6. september 2013

Armenien - Danmark den 10. september 2013

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også