Bonnier-chef i hårdt angreb på Egmont

Bonnier-arkitekten bag hvad der skulle have været en nordisk tv-gigant, kalder Egmont for ”bedragere”, efter forhandlingerne strandede.
Thomas Bo Christensen

Det skulle have været et tv-imperium i stil med Rupert Murdoch's BSkyB, men drømmene endte i ruin.

Nogenlunde sådan kan man karakterisere planerne om at etablere en nordisk tv-koncern med norsk TV 2, TV4, finske MTV3 og TV2, som var oppe at vende tilbage i 2011, men som brød sammen i vinter, da Egmont i stedet blev eneejere af norsk TV 2 og samtidig lagde planerne i graven.

Men spørger man tidligere TV4-boss og nuværende del af ledelsen i Bonnier, Jan Scherman, så opførte Egmont sig som ”bedragere” i forhandlingerne med bl.a. Bonnier, som ejer en del af TV4.

Unikt forløb
Det fortæller han i en ny bog - ”Se hva som skjedde” - om norsk TV 2, hvor han fortæller, at han mener, at Bonnier blev snydt af Egmont - bl.a. fordi Scherman opfattede samtalerne om at skabe en nordisk tv-gigant som forpligtende, skriver Kampanje:

”Jeg vil påstå, at det, som er sket, er helt unikt. Jeg har igennem mine to årtier som leder aldrig været vidne til et sådant forsøg på bedrag på så højt niveau med så mange involverede, og som gjaldt så stor en forretningsaftale. Jeg har heller ikke som journalist sit noget lignende. Det hele savner et sidestykke,” siger Scherman, der til Kampanje samtidig fortæller, at han stadig tror på, at der på et tidspunkt kommer en nordisk tv-gigant.

Afviser kritik
Over for Kampanje afviser koncerndirektør i Egmont, Hans Carstensen, beskyldningerne fra Jan Scherman:

”Jan Schermans udtalelser må stå for hans egen regning. Jeg er helt uenig med ham. Sagens kerne er, at Egmont havde forkøbsret til A-pressens TV 2-aktier. De to ejere af TV 2 blev enige om en handel til begge parters tilfredshed. Vi har for øvrigt i flere år sagt, at vi ville udnytte forkøbsretten, og at vi er langsigtede ejere af TV 2," lyder det fra Hans Carstensen.

Kunne ikke levere varen
Han fortæller yderligere om forløbet, at det ikke var Egmont, der var grunden til, at planerne ikke udmøntede sig i en nordisk tv-mastodont:

”Vi er løbende blevet forelagt, at TV 2 kunne indgå i forskellige større nordiske konsolideringsløsninger i tv-markedet, hvor der skulle indgå både tv-kanaler og tv-distribution. De forslag diskuterede vi selvfølgelig indgående med parterne. Men faktum er, at centrale dele af deres planer enten ikke kunne leveres eller ikke var til gavn for TV 2,” siger Hans Carstensen til Kampanje.

- TBC

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også