Fynske Medier vil tjene penge på lavpris-reklamefilm

Den fynske medievirksomhed er gået sammen med et andet selskab for at tilbyde produktion af reklamefilm til priser, der skal udvide markedet.

Fynske Medier, der blandt andet udgiver Fyens Stiftstidende og Fyns Amts Avis, vil sammen med Odense-firmaet Esoft Systems sælge reklamefilm til "langt under markedspris". Det skriver Fyens Stiftstidende.

"Mange kunder vil ikke selv arbejde med det, så ligesom vi kan sørge for at lave en annonce fra bunden og få den trykt i avisen, kan vi også klare alt det praktiske her," siger adm. direktør Jesper Rosener, Fynske Medier, der ser et "oplagt samspil" mellem de traditionelle trykte annoncer og det nye medie.

Fynske står for salg
De lave priser, der starter på lige knap 3000 kr. for et minuts reklamefilm med underlægningsmusik, skal både udvide markedet for reklamefilm i kraft af de overkommelige prise - og sikre det nye fælles selskab 'ViDiBiLi' en andel af produktionsmarkedet.

"Det skal være et af de tilbud, vores sælgere har med ud til de kunder, om de allerede taler med i dag," siger Jesper Rosener, der dermed også peger på rollefordelingen i det nye fælles selskab, hvor Fynske Medier står for salget og Esoft for produktionen. 

Esoft er i forvejen på markedet for "sælgende billeder" og har opbygget en forretning på at tage fotos og film af boliger, der er sat til salg.

Den nye forretningsgren er en del af en ny strategiplan for Fynske Medier, som huset er i gang med at lægge sidste hånd på.

- LR


 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også