"Det bliver spektakulært"

Lige som sagen i sig selv vil mediedækningen af de kommende dages afhøringer i skattesagen blive spektakulær og massiv, mener politisk kommentator Niels Krause-Kjær.

Nedtællingen til de første afhøringer i undersøgelsen af det spegede forløb omkring Helle Thornings-Schmidts skattesag er i fuld gang. I morgen skal BT og Ekstra Bladet som de første afhøres, og dermed lyder startskuddet til en af årets mest opsigtsvækkende begivenheder - politisk såvel som mediemæssigt, siger politisk kommentator Niels Krause-Kjær.  

"Jeg tror, det bliver spektakulært. Både det, vi vil høre under afhøringerne, og selve mediedækningen. Det vil flyve med informationer om de afhøringer, politiet har foretaget, emails og notater. Det bliver massivt."

Hvad betyder det for dækningen af BT og Ekstra Bladet selv er involveret?

"Det betyder især, at BT skal gøre sig umage for at holde tungen lige i munden, og det virker også som om, at det er deres klare ambition at gøre. BT er åbenlyst part i sagen (et af hovedformålene med undersøgelseskommissionens arbejde er at afdække, hvem der lækkede fortrolige oplysninger om Helle Thorning-Schmidts skatteforhold til BT sidste år, red.), og det gør, at branchen vil kigge nøje på, om det lykkes avisen at vise, at man kan holde tingene adskilt. Det er en svær øvelse, men det, at der er en stor bevidsthed om problemet, er første skridt til at lykkedes."

I hvor høj grad interesserer det læserne - både selv sagen, men også BT's rolle?

"Det er nok mere noget, vi går op i i medierne. Vi tænker generelt ikke på andet lige nu i branchen, men der er jo et liv derude, der går videre. Men sådan er det. Det så vi også under Tamilsagen, hvor en stor del af aviserne gik meget op i sagen, mens læserne måske interesserede sig knap så meget. Med det betyder ikke, at man skal lægge sig ned og ikke dække sagen, for sådan vil det altid være."

Hvad bliver udfordringen for medierne i dækningen?

"Det bliver at lade være med at drage konklusioner på forhånd og respektere, at det er skattesagskommissionen, der har den opgave. Vi vil formentlig alle sammen plumpe i alligevel, fordi vi ikke har temperament til andet. Kommissionens rapport kommer først i 2014, og vi bliver utålmodige, bare der går tre timer. Så tålmodighed bliver en udfordring."

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også