Yousee vil udfordre Netflix

Til efteråret lancerer Yousee en ny streamingtjeneste, YouBio, der skal tage en del af det danske marked for online streaming af film.

Yousee lancerer til efteråret en streamingtjeneste til film og tv efter samme model som Spotify og TDC Play. 

Dermed tager Yousee kampen op med den amerikanske streaming-gigant Netflix, der har meldt sin entre på det danske marked inden årsskiftet. 

Med tjenesten håber Yousee at få fat på nogle af de kunder, der ellers ikke bruger streamingtjenester, siger adm. direktør i Yousee, Niels Breining i en pressemeddelelse, skriver Dr.dk. 

"Man har kunnet leje film over nettet i flere år, men der er tusindvis af danskere, der aldrig har prøvet det, fordi de ikke har villet se film på en computer, eller fordi de finder det besværligt at få film fra internettet vist på tv-skærmen," siger Niels Breining.  

Af konkurrencehensyn ønsker YouSee endnu ikke at oplyse detaljer om lanceringstidspunkt og pris.

Alle med bredbåndsforbindelse kan købe abonnement til YouBio - uanset netudbyder. Og abonnementet vil give adgang til nyere film og tv-serier samt et katalog af ældre titler fra blandt andre HBO, ABC og Warner TV. 

Selskabet C More Film leverer en del af indholdet, og de har rettigheder til film og tv-serier i det såkaldte Pay TV-vindue. Derfor vil YouBio-abonnenter kunne se film og tv-serier, som først senere vil være tilgængelige på andre abonnementstjenester. 

YouBio vil være tilgængelig via en boks til tv-apparater, der lanceres sammen med tjenesten. Men kunderne kan, ligesom med konkurrent-tjenesten Netflix, også bruge en pc, Ipad, Iphone eller Android-telefon.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også