DR: Andre programafdelinger betaler ikke for nyhedsfokus

De øgede ambitioner på nyhedsfronten har ikke kostet besparelser i andre programafdelinger, siger DR's økonomidirektør.

DR's oprustning på nyhedsfronten er ikke sket på bekostning af andre indholdsproducerende afdelinger i DR. Det siger DR's økonomidirektør Martin Præstegaard. 

DR har ikke lagt skjul på, at nyhedsdækningen er blevet tilført flere midler for at kunne realisere flytningen af TV Avisen på hverdage, en ekstra nyhedsudsendelse kl 19.55 og erklærede ambitioner om flere og mere dagsordenssættende egenhistorier.

Men som vanligt, vil DR ikke oplyse de præcise tal, lige som det heller ikke er muligt at se sammenlignelige budgetter for de forskellige kanaler og redaktioner.  

"Vi opgiver aldrig præcise tal for det ene eller det andet. Vi annoncerede, at vi ville styrke DR1 med et større tocifret millionbeløb, herunder har vi styrket DR Nyheder med et millionbeløb," siger Martin Præstegaard, økonomidirektør i DR.

Indhold ikke beskåret
Han understreger at indsatsen med DR Nyheder ikke har kostet andre redaktioner eller kanaler ressourcer.

"Vi har i forbindelse med styrkelsen af DR1 lavet en række omprioriteringer, hvor vi har taget penge fra støttefunktioner i DR (f.eks. udgifter til materiale og telefoni, red.). Der er ikke andre indholdsproducerende områder, der er blevet beskåret, for at vi kan opprioritere nyhedsdækningen," siger Martin Præstegaard, der dog tilføjer, at DR hvert år foretager effektiviseringer, der kan ramme alle i organisationen.

Andre skal holde igen
Siden DR i marts offentliggjorde planerne om at flytte TV Avisen og styrke nyhedsområdet, har der været spredte spekulationer om, hvor pengene skulle komme fra. 

Politiken skrev blandt andet, at DR's nyhedsdirektør, Ulrik Haagerup, i en intern mail havde påmindet medarbejderne: "Husk ydmygheden, for andre afdelinger skal holde igen, for at vi kan blive opprioriteret".

Dengang sagde Martin Præstegaard til Pol.dk, at man fra bestyrelsen og direktionens side havde valgt at prioritere "at tilføre midler til DR1 og nyhederne nu, og det betyder selvfølgelig, at vi ikke kan tilføre midler til andre områder."

Han afviste dog, at disse prioriteringer skulle påvirke DR's øvrige programmer. 

- JHT 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også