Producenter: TvPrisen afspejler ikke hele tv-branchen

TvPrisens koncept omfavner ikke hele branchen. Det er utilfredsstillende for bl.a. Producentforeningens medlemmer, som producerer programmerne, siger foreningens direktør, der vil se ændringer.
Per Fanefjord Laursen

Det er tydeligt, at TvPrisen 2012 ikke levede op til målsætningen om en tv-pris, der omfavner hele tv-branchen, lyder konklusionen fra direktør Klaus Hansen, Producentforeningen, efter fredagens uddeling af tv-priser.

TvFestival arrangeres af Producentforeningen i samarbejde med hovedsponsorerne, i år var det DR, TV2 og TV3.

Klaus Hansen understreger, at man skal skelne klart mellem konferencen ‘TvFestival’ og eventen ‘TvPrisen’. Det er to forskellige projekter, med hver sin økonomi.

Favner ikke branchen
Producentforeningen og tv-selskaber har gennemført en produktudvikling for at tilpasse konceptet, og med væksten i nomineringer af programmer fra TV3 fra fem i 2011 til 13 i 2012, kom man et lille stykke på vejen, men ikke langt nok, siger han.

“Det er et problem, at TvPrisens koncept ikke er i stand til at omfavne hele branchen. Det er et problem, at TvPrisen ikke afspejler markedet. Det er et problem for de tv-stationer, der viser programmerne, og det er et problem for de producenter, medlemmer af Producentforeningen, som har produceret programmerne.”

Det problem skal løses, lover Klaus Hansen, som håber at alle tv-stationer - også SBS - vil deltage i diskussionen om, hvorledes man kan gentænke konceptet. Han er glad for, at TV 2 på MediaWatch har udtalt sig åbne for diskussion.

Den diskussion skal ske i TvFestivalens/TvPrisens Executiv Udvalg, hvor der, udover producenter, sidder repræsentanter for tv-stationerne.

Ros til konference
Klaus Hansen understreger, at tilbagemeldingerne til ham om årets TvFestival har været altovervejende positive.

Han vil ikke kommentere specifikt på mulige justeringer, for eksempel de kategorier, som tv-programmer bliver bedømt i. Eller om man kunne forestille sig, at kategorierne veksler år for år, således at en kategori f.eks står over ét år. En model, der ville åbne for, at man belønner flere forskellige genrer, arbejdsområder, mennesker, miljøer.

SBS forståelse
Debatten opstod, fordi SBS Media trak sig som sponsor for TvFestival i år og ikke havde indsendt programmer til bedømmelse. Ifølge mediekoncernen opfatter man TvFestival som en fest og en prisuddeling, der mest er tilrettelagt for DR og TV 2.

TV3s programdirektør Morten Mogensen udtrykte efterfølgende sympati for, hvad der muligvis kunne ligge bag SBS’ tilbagetrækning: En manglende faglig anerkendelse af forskellige præmisser for forskellige tv-genrer.

TV 2's programchef Keld Reinicke mente også, at SBS muligvis havde en pointe, fordi juryerne sammensætning ikke er repræsentation for seerne. De trækkes fra tv-branchen, den såkaldt kreative klasse. Reincke mente, at de kvalitetsparametre, som programmer dømmes på, eventuelt kunne justeres.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også