TV-moden dikterer dating og sociale medier

Dansk tv følger de internationale tendenser, og derfor kan de danske tv-seere vente endnu flere dating-programmer og mere brug af sociale medier.
Thomas Bo Christensen

Tv og sociale medier bliver i stigende grad smeltet sammen, og dating-programmer bliver stadig mere fremtrædende.

Det er nogle af budskaberne fra britiske Helen Cooper, tv-ekspert fra det internationale analysebureau K7 Media, som optrådte ved sidste uges TvFestival.

Til Berlingske Tidende fortæller hun om nogle af de tendenser, der er i tv-branchen, og ifølge hende det stadig de unge, der sætter tv-dagsorden:

”De unge ser stadig tv. De gør det bare på en lidt anden måde,” siger Helen Cooper til Berlingske med henvisning til, at de unge ofte bruger flere medier på en gang, hvilket bl.a. betyder, at flere tv-producenter nu har ændret deres strategi, så de bruger flere muskler på sociale medier.

Det kommer også til at ske i DR2´s kommende serie – ”Høflighed på 100 dage” – hvis mission er at gøre danskerne til et mere høfligt folk, og som sideløbende kører som en kampagne på Facebook.

Ifølge Helen Cooper vil der desuden komme flere datingprogrammer – i Danmark har både Kanal 5, DR og TV3 nye datingprogrammer på menuen til efteråret – ligesom der også vil komme flere programmer i ”Wisdom of Crowds”-genren, hvor en større gruppe mennesker hjælper en udvalgt deltager med at løse et problem. Bl.a. arbejder DR på et program med arbejdstitlen ”Mit livs publikum”, hvor 30 mennesker følger og skal rådgive en udvalgt deltager, som står over at tage en væsentlig beslutning i sit liv.

- TBC 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også