2011: Produktionsselskaberne tjener ikke nok på tv-boom

2011 var et travlt år for tv-produktionsbranchen. Men få selskaber har formået at tjene penge på den stærkt stigende efterspørgsel.

Generelt har indtjeningen været stigende, og 2011 var stort set fri af røde bundlinjer. Men den svagt stigende indtjening har ikke været tilfredsstillende set i lyset af, at markedet for dansk tv-produktion er vokset ganske kraftigt de sidste år, siger Producentforeningen. 

2011 var et travlt år for tv-produktionsbranchen. Men få selskaber har formået at tjene penge på den stærkt stigende efterspørgsel.

Generelt har indtjeningen været stigende, og 2011 var stort set fri af røde bundlinjer. Men den svagt stigende indtjening har ikke været tilfredsstillende set i lyset af, at markedet for dansk tv-produktion er vokset ganske kraftigt de sidste år, siger Producentforeningen. 

Producenternes regnskaber offentliggør ikke omsætningen. Men Producentforeningens egne undersøgelser viser en "kraftig vækst i omsætningen" i branchen, fortæller foreningens direktør Klaus Hansen. Det skyldes, forklarer han, at DR lægger flere produktioner ud til de private producenter, mens de kommercielle kanaler TV 2, SBS og TV3 har skruet op for dansk underholdning og dokumentar. Men tv-producenterne har altså ikke formået at spinde guld på det efterspurgte produkt.

"Jo, der er sket en forbedring i omsætningen i 2011. Men omkostningerne er stadig så store, at resultaterne ikke følger med. De er steget, men generelt er det ikke tilfredsstillende for branchen," siger Klaus Hansen.

"Der er et omkostningsproblem. Tv-producenter opererer i et meget konkurrencepræget marked. Kunderne kan langt henad vejen sætte vilkår og pris," siger Klaus Hansen.
 

Selskaberne: Vi tjener ikke nok
Den danske tv-produktions-branche består af mellem 10 og 15 selskaber, der levere omkring 90 pct. af de uafhængige tv-produktioner.

Siden 2011-regnskaberne begyndte at tikke ind, har den samme konklusion lydt fra flere selskaber: Jo, vi har travlt. Jo omsætningen stiger. Men resultatet tynges af omkostninger, rift om dygtige folk og behovet for konstant at investere i udvikling af nye programformater. Helst nogen, der kan gøre sig internationalt, fordi internationalt salg er nær den eneste måde at vride ekstra indtægter ind fra et koncept, der er blevet solgt til en dansk tv-kanal.

Blu A/S, der producerer X-Faktor og 'Dagens Mand'  har set resultatet falde i 2011, primært fordi et datterselskab blev løsrevet af selskabet og dermed ikke længere sendte afkast ind i Blu.  

Samme tendens gjorde sig gældende i Mastiff, der står bag blandt andet 'Vild med dans' og 'Paradise Hotel'. Her faldt årets resultat fra 8,1 mio. kr. i 2010 til 2,8 mio. kr. i 2011 på grund af problemer med at få omkostninger og priser på programmerne til at passe sammen.

Nordisk Film TV kunne fremvise et stigende resultat, men ifølge adm. direktør Jacob Houlind, var indtjeningen ikke tilfredsstillende set i lyset af en stærkt stigende omsætning. Resultatet skyldtes blandt andet, at Nordisk Film TV i 2011 introducerede formaterne 'Voice' (TV2) og 'Fristet' (TV 3) - og premierer er svære at tjene penge på.

Selskabet Eyeworks, der er datterselskab den hollandske Eyeworks Group, formåede at femdoble resultatet i 2011. Men det var også nødvendigt, for selskabet kæmper stadig med en negativ egenkapital.

STV og Koncern TV fik begge vendt underskud til overskud i 2011.  

Metronome Productions har endnu ikke frigivet regnskab for 2011.

Behov for nye markeder
Ifølge Producentforeningens Klaus Hansen, skal branchen nu finde nye markeder for tv-produktion. Både format-mæssigt og geografisk.

Han forventer, at branchens omsætning, der er steget med omkring 10 pct. om året siden 2009, vil stagnere i 2012 og 2013.

I alt omsætter branchen for omkring 800 mio. kr. årligt og tæller samlet set mellem 700 og 800 årsværk, fortæller Klaus Hansen.



- JHT

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også