TV om almindelige mennesker, der har problemer og får hjælp til at løse dem, er old news. Slankeeksperter, parterapeuter og privatøkonomer har længe været problemknusere i mange timers primetime-underholdning.

Men i DR’s nyeste dilemmashow ’Mit livs publikum’ er eksperternes autoritative råd udskiftet med det, der groft kunne være indholdet i en normal (men omhyggeligt castet) HT-bus: 30 almindelige fremmede. Over en uge skal flokken fysisk følge hovedpersonen og til sidst tage stilling til personens dilemma.

Denne fortolkning af dilemmagenren er en del af en ny tendens i tv-underholdning: Vi vil se almindelige mennesker - ikke eksperter -løse almindelige menneskers almindelige problemer. Naboen, kollegaen, familiemedlemmet, vennen - eller en totalt fremmed. 

Peer-to-peer bølgen
Mit livs publikum, der er en dansk version af det britiske format 'The Audience', handler netop om et almindeligt menneskes dilemma: Skal jeg sælge mit firma eller kæmpe videre? Skal jeg blive skilt eller blive hos konen? Panelet naturligvis omhyggeligt castet, de skal blandt andet være rappe i replikken og have noget interessant at byde på, men de kender ikke på forhånd noget til problemet.  

Brugen af almindelige mennesker skal få seerne til at debattere de værdier, der kommer i spil, siger kanalchef på DR1, Lotte Lindegaard.  

"Det kan vi blandt andet gøre ved at inddrage befolkningen og lade dem dele og diskutere deres dilemmaer med hinanden. Forhåbentlig vil det inspirere til at fortsætte diskussionerne hjemme i stuerne," siger hun. 

Ekspert-tv på retur
Hun fortæller, at programmet deler dette træk med flere nye tv-formater, der på samme måde udskifter eksperter med naboer, venner og fremmede. 
 
"Der er en generel tendens i udlandet til, at ekspert-tv er på retur. Det var blandt andet tydeligt på Cannes tv-festivalen, hvor der var mange nye ”peer-to-peer” tv-formater. De er baserede på ideen om, at hjælpen er lige om hjørnet. Hvis bare man tør bede om den," siger Lotte Lindegaard.
 
Samme betragtning er blevet luftet af det franske tv-analysebureau The Wit, der beskriver tendensen på tværs af genrer. Fra datingprogrammer som det israelske 'Dear Neighbours, Help Our Daughter Find Love,' hvor et lokalsamfund hjælper en familie med at finde en kavaler til den (om projektet intetanende) datter, til vægttabsprogrammer som "Honey you're getting fat", hvor mænd og koner hjælper deres overvægtige partner med at smide fedtet. 

"Den stærkeste trend i tv-produktion i dag er "peer-to-peer" rådgivning," har direktøren for The Wit, Virginia Mouseler, for nyligt sagt til pressebureauet AFP.

Fra ekspertpanel til HT-bus
"Mit livs publikum" er sidste skud på en efterhånden moden genre. Og ser man på de tidligere eksempler, kan man se bevægelsen væk fra eksperterne.

En tidlig forgænger er DR-programmet 'Dilemma' fra 1990, hvor et panel af eksperter blev udsat for forskellige dilemmaer i en fiktiv casefortælling. En art rollespil, hvor eksempelvis dommere, læger og præster forholdte sig til alvorlige emner fra skilsmisse og tvangsfjernelse af børn til en sag, hvor øko-terrorister ville forurene drikkevandet i København. 

Bag programmet stod blandt andre Bjørn Erichsen, der siden var med til at skabe DR2 og i dag sidder i TV 2's bestyrelse. Han forklarer, at man søgte eksperter, fordi programmet skulle være sagligt korrekt. Handlede historien om skilsmisse-børnesag, havde man eksempelvis brug for en socialrådgiver eller en dommer. "Almindelige mennesker" blev kun involveret i den udstrækning, de var erfarings-eksperter; for eksempel en fraskilt far i skilsmissesag.

"Seeren måtte ikke opleve, at der blev givet og accepteret ukorrekte svar," siger Bjørn Erichsen.

Historierne var generelt alvorlige og rummede ofte elementer af politik, jura eller lignende. Samtidig skulle de være så genkendelige og dramatiske, at seerne kunne (og gad) tage stilling til de dilemmaer, der ifølge Bjørn Erichsen helst skulle bygge over "pest eller kolera"-modellen for at være rigtigt vanskelige og spændende.

Men udover graden af identifikation, stillede historiernes alvorlige kattepiner store krav til seerne. Programmet bestod, med Bjørn Erichsens ord, formmæssigt af ”snakkehoveder i en time i prime time tv.”

”Der var en jingle i starten, men så var det også det. Så skulle man sætte sig ned og lytte efter,” siger han. 

Genrens evolution
Siden er genren kun blevet mere populær, men den har fået nogle ansigtsløftninger i takt med et generelt større fokus på det private liv - og en snigende modstand mod tv med eksperter der snakker. 

P3-programmet Mads og Monopolet har haft lyttertække, siden det gik i luften i 2003. Her er panelet ikke eksperter, men kendisser med skarpe tunger. Det ikke kun de store samfundshistorier, der bliver vendt, men ofte mikrodilemmaer i den anden ende af intimskalaen:  "Må jeg læse min kærestes sms'er?", "Hvem skal jeg invitere til min vens polterabend?" etc.

Det samme kendetegner TV 2's 'Skriftestolen' hvor to kendte giver råd til forbipasserende dilemma-ofre foran Storkespringvandet. 

Dilemmaerne, er udliciteres til fremmede i 'Mit livs publikum' skal både være personlige og alvorlige, siger Lotte Lindegaard. De skal være genkendelige, men rumme flere lag, der kan skrælles af som et løg.   

"Vi forsøger at vælge emner, som er så genkendelige, at seerne også kan have diskussionen. Det er de værdier og spørgsmål, som vi alle sammen er optagede af," siger hun. 

- JHT