Roskilde Festival: Kulturmedier skal fylde mere

Der bliver lidt mindre trængsel i mediebyen bag Orange Scene på årets Roskilde Festival. En strammere akkrediteringspolitik skal begrænse antallet af pressefolk med tvivlsomme faglige argumenter og samtidig sikre øget fokus på Roskilde Festivalens indhold.

Der bliver lidt mindre trængsel i mediebyen bag Orange Scene på årets Roskilde Festival. En strammere akkrediteringspolitik skal begrænse antallet af pressefolk med tvivlsomme faglige argumenter og samtidig sikre øget fokus på Roskilde Festivalens indhold.

Det fortæller talskvinde Christina Bilde, der er leder af festivalens kommunikationsafdeling. Her er man i øjeblikket ved at udstede akkrediteringer til danske og internationale medier. Indtil videre har 1500 fået adgang, men Christina Bilde forventer, at antallet vokser yderligere de kommende dage.

"Sidste år landede vi omkring de 3000. Vi kommer derop af, men jeg forventer ikke, at vi kommer helt derop," siger hun.

Gratis badebilletter
"Det er jo faldet de senere år på grund af en strammere akkrediteringspolitik fra vores side. Dels indførte vi gebyr for akkreditering for nogle år siden, så det ikke bare var en gratis badebillet. Det betød noget. Og så har vi strammet op på akkrediteringen løbende og gør det også fremover. Det er ikke en forandring, der hverken kan eller skal gennemføres over night," siger Christina Bilde.

En søgning i artikeldatabasen Infomedia viser, at Roskilde Festival sidste år blev omtalt knap 8000 gange til og med august. Indtil videre ligger omtalen i år på niveau med både sidste år og de foregående år.

"Vi er privilegeret med helt vildt meget omtale - og primært positiv omtale. Når man har så meget omtale, kan man begynde at kigge på, hvad det er for noget omtale. Det kunne være fantastik, hvis der var mere fokus på de ting vi sætter i søen for og med vores publikum frem for publikumsliv, nøgenløb og fulde gæster," siger Christina Bilde og understeger, at det hele er en del af festivalen.

"... men hvor kunne det være fedt, hvis vi fik noget af det andet med i højere grad. Og det arbejder vi jo bare på. Vel vidende, at man ikke kan styre kommunikationen omkring en begivenhed som denne. Men vi kan arbejde på, at det er de rigtige medier, der er til stede," siger hun.

Reality-tendenser
I arbejdet med akkrediteringer går hun efter medier, der beskæftiger sig seriøst med Roskilde Festivals "indhold", herunder musik, kultur, foreningsliv, events, m.m. frem for livet i backstage-village.

"Musikmedier fylder selvfølgelig meget. Kunst- og kulturmedier ville vi egentlig gerne have til at fylde mere, for vi har øget investeringerne i at skabe et internationalt kunst- og kulturprogram. Medier, der beskæftiger sig meget med publikumsdeltagelse er også interessante, ligesom det nogle år giver god mening med teknologimedier, fordi der sker så meget på det område, som er en del af det at skabe fælles oplevelser."

Christina Bilde peger på, at reality og dokusoap tendensen fra tv-skærmene også mærkes på akkrediteringskontoret.

"Vi får en del henvendelser, hvor det ikke handler om Roskilde Festival, men om nogen, der er på Roskilde Festival. Det er en afvejning fra vores side, om det er den rigtige vej at gå. Eller hvor mange vi vil have af den type," siger hun, men påpeger samtidig, at man også forsøger at følge med mediebilledet.

"F.eks. bliver bloggere også akkrediteret til backstage-village. Og der er det jo en kunst at se, om det er en seriøs blogger eller nogen, der har opfundet en blog til lejligheden."

Mens interessen fra det internationale publikum er dalet kraftigt, lægger de internationale journalister stadig gerne vejen forbi Roskilde Festival, hvor cirka 40 pct. af pressefolkene kommer fra udlandet. Blandt publikum er andelen af internationale gæster faldet fra cirka 50 pct. for ikke mange år tilbage til 15-20 pct. i dag.

- AH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også