Ny journalistisk chef for Deadline

Det bliver 34-årige Heidi Robdrup, der fremover skal stå i spidsen for DR2's nyhedsflagskib som ny chef og redaktør for Deadline. Hun afløser Mette Hybel, der blev udnævnt til journalistik chef for TV Avisen i forbindelse med omstruktureringen i DR Nyheder for nylig.

Det bliver 34-årige Heidi Robdrup, der fremover skal stå i spidsen for DR2's nyhedsflagskib som ny chef og redaktør for Deadline.

Hun afløser Mette Hybel, der blev udnævnt til journalistik chef for TV Avisen i forbindelse med omstruktureringen i DR Nyheder for nylig.

Heidi Robdrup kommer fra en stilling som udlandsredaktør i DR Nyheder og har tidligere været redaktør på DR2 Udland - og før da bl.a. arbejdet som journalist på hedengangne Dagen.

"Vi har fået mange kvalificerede ansøgere til stillingen. Når valget er faldet på Heidi Robdrup, er det fordi hun både er et stort journalistisk og ledelsesmæssigt talent. Hendes opgave bliver ikke kun at stå i spidsen for Deadline, men også at være med til at udvikle DR2 som DR's nye samfundskanal," siger direktør i DR Nyheder, Ulrik Haagerup, til MediaWatch.

Han uddyber, at Deadline fortsat vil være journalistisk spydspids på DR2, når kanalen relanceres næste år som samfundskanal. Men når det er sagt, bliver alt samtidig sat i spil, når det nye DR2 skal planlægges.

"Alt, hvad vi hidtil har lavet på DR Update og DR2, kaster vi op i luften og kigger på med nye øjne, når vi skal skabe den nye samfundskanal. Deadline er et af de stærkeste mediebrands overhoved, men skal også fornyes. Heidi Robdrup har den baggrund, der skal til for at løfte opgaven, som altså ikke kun handler om drift, men i høj grad også om udvikling. Det er DR's dna som public service-formidler, der både skal bevares og fornyes i udviklingen af det nye DR2, og det er en vanvittigt spændende opgave, der venter," siger Ulrik Haagerup.

Hvem der bliver Heidi Robdrups afløser i udlandsredaktionen i DR Nyheder er endnu ikke afklaret.

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også