DR på vej med "Mads og Monopolet XXXL"

(Opdateret) Et nyt tv-show lader en gruppe totalt fremmede følge hovedpersonen i en uge og afgøre et vigtigt dilemma.

Måske kunne du finde på at spørge 'Mads og Monopolet' (foto), men vil du lade 30 totalt fremmede følge dig en uge for at afgøre et vigtigt dilemma i dit liv?  

DR og produktionsselskabet Blu barsler med et nyt underholdningsformat lægger folks eksistentielle dilemmaer og beslutninger i hænderne på en gruppe af almindelige, fuldstændigt fremmede mennesker.  Et 'Mads og Monopolet XXXL' til tv. om man vil.

Programmet, som har arbejdstitlen 'Mit livs publikum', er centreret om en hovedperson, der står over for en fundamental beslutning i sit liv. Skilsmisse eller blive sammen? Skifte job? Smide det hele og flytte til udlandet? Det fortæller Kim Ardal, adm. direktør i Blu, der står bag formater som 'X Factor' og 'Dagens Mand'. 

"Programmet udstyrer hovedpersonen med et følge på 30 mennesker, der rent fysisk følger hovedpersonen i en uge og spørger til og kommenterer dilemmaet. Til sidst udpeger de en retning for
hovedpersonen," siger Kim Ardal. 
 
Wisdom of crowds
"Det undersøger det, man kalder ”wisdom of crowds”, altså ideen om at 30 vilkårlige mennesker til sammen kan træffe gode beslutninger," siger Kim Ardal til MediaWatch. 

I løbet af programmet må flokken af fremmede være med til alt, bede om at tale med relevante personer som hovedpersonens tidligere kærester, forældre og gode venner, for at forstå og tage stilling til problemet, fortæller DR-redaktør Gitte Tækker.

"Ofte sker der rent dramaturgisk det, at det dilemma, der på overfladen kan virke simpelt eller tabloidt, viser sig at være noget dybere. Det handler om en ting på overfladen, men så skrælles lagene af - som et løg - og inden under er der ofte et af livets helt store grundlæggende dilemmaer," siger Gitte Tækker.

Verdenspremiere på DR
Programmet er baseret på det britiske program  'The Audience' , der er et ITV-format, der sendes på Channel 4 senere i år.  Men DR kommer til at slå briterne og broadcaste programmet inden det ryger over skærmen i England, fortæller Gitte Tækker.  

Hun fortæller, at det første af i alt fire afsnit er i kassen, og at programmet vil løbe over skærmen på hverdagsaftener til efteråret.

- JHT

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også