Arne Notkin til TV 2 News

Den tidligere DR2-kanalchef siger farvel til DR og bliver fra 1. august redaktør på 'Kulturen på News'.

Arne Notkin forlader DR for at blive ny redaktør for ”Kulturen på News”, når kulturmagasinet til august vender tilbage efter sommerpausen. Det skriver TV 2 i en pressemeddelelse.

Sammen med værten Stéphanie Surrugue og resten af redaktionen skal Arne Notkin stå i spidsen for den fortsatte udvikling af programmet - og den oprustning af kultur-flagskibet, som ansættelsen er udtryk for.

"Jeg er rigtig glad for, at Arne Notkin har sagt ja til at blive redaktør for på ”Kulturen på NEWS”, for han er en af de mest erfarne og inspirerende mediechefer herhjemme. Vi har høje ambitioner for programmet, og jeg er sikker på, at Arne Notkin kan løfte den opgave," siger kanalchef Mikkel Hertz, TV 2 News, i meddelelsen.

Ingen let beslutning
Mikkel Hertz suppleres af Arne Notkin:

"Det har ikke været en let beslutning at forlade DR. Men jeg har fulgt News med stigende respekt fra kanalens allerførste skridt og er stærkt tiltrukket af den blanding af hurtig opdatering og dyb – og til tider nørdet - fordybelse, som karakteriserer kanalen. Og jeg føler det som et kæmpe privilegium og en skæg udfordring, at jeg får chancen for at bidrage til kanalens vækst netop på kulturområdet," siger Arne Notkin, der glæder sig til at arbejde med kulturstoffet, "fordi det byder på humor, lidenskab og intensitet både i den intellektuelle og holdningsmæssige debat."

Arne Notkin, 57, er uddannet cand.mag. i historie og filosofi og har tidligere bl.a. arbejdet på Weekendavisen, BT og TV 2/ Lorry. Herfra kom han til DR i 1998 som chef for TV Avisens indlandsredaktioner og blev siden chef for DR2's 'Deadline' 2001 og efterfulgte Gitte Rabløl og Mette Davidsen-Nielsen som kanalchef for DR2 i 2007. I september sidste år valgte han at forlade stillingen for at blive reporter på P1 i stedet - men altså ikke for længe.

'Kulturen på News' gik i luften i efteråret 2011 med den tidligere kulturjournalist på Politiken, Stéphanie Surrugue, som vært og redaktionschef. Programmet er spydspids i satsningen på at gøre kulturstoffet til et af kernestofområderne på kanalen. 

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også