Viasat meldt til bagmandspolitiet for urimelige aftaler
Konkurrencemyndighederne har mistet tålmodigheden med tv-distributøren Viasat, der blandt andet leverer tv-kanalerne TV3, TV3+ og TV3 Puls, og melder nu Viasat til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet (SØK), også kaldet bagmandspolitiet. Det skriver Konkurrencerådet i en pressemeddelelse.
Konkurrencerådet tager skridtet, fordi Viasat ikke har fulgt rådets påbud fra 2009 om at ændre kontraktvilkår for den del af kundekredsen, der ligger i landets antenneforeninger.
Vilkårerne betyder, at antenneforeningerne skal betale for Viasats standardpakke til alle husstande, der modtager kommercielle kanaler, også de hustande, der ikke ønsker Viasats kommercielle kanaler.
Selvom Konkurrencerådets påbud senest er blevet stadfæstet i Sø- og Handelsretten i januar i år, er antenneforeningernes aftalevilkår ikke blevet genforhandlet.
"Vi kan konstatere, at Viasat med sin nye distributionsaftale har overtrådt Konkurrencerådets påbud, selv om afgørelsen er blevet stadfæstet flere gange," siger Kim Sparlund, vicedirektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, i meddelelsen.
”Det er skadeligt, når et selskab opstiller vilkår, der har til formål at begrænse konkurrencen. Viasats distributionsaftale påvirker ikke kun vilkårene for antenneforeningerne, men den berører også de kanaldistributører, som ikke har en aftale med Viasat.”
- JHT, LR