Global: Genfødt JR slog Don Draper

Genfødte JR slog Don Draper

Genfødte JR slog Don Draper
TNT’s genoplivede dramaserie Dallas trak et solidt publikum, da første afsnit blev sendt på TNT torsdag aften. Gennemsnitligt 6,89 mio. seere fulgte det to timer lange premiereafsnit, viser tal fra Nielsen. Det skriver Medialife Magazine. Dermed strøg Dallas lige ind på førstepladsen over seersuccesser for dramapremierer på de amerikanske kabel-tv-kanaler i år. Til sammenligning trak sæsonafslutningen på femte sæson af AMC's Mad Men 2,7 mio. seere.

Svenske magasinhuse hepper på en influenzasommer
Bliv hjemme. Få Influenza. Få krampe. De svenske ugeblade og magasiner danner fælles front i kampen for at få svenskerne til at blive hjemme og læse ”tidningar”. For tredje sommer i træk iværksætter Sveriges største magasinhuse og distributionsselskabet Tidsam reklamekampagnen ”tidningar för dig” online, på print, på tv og outdoor, skriver Dagensmedia.se. Det indebærer blandt andet store plakater med ordren "Få influenza", "Få krampe" etc. Mediehusene Aller Media, Bonnier Tidskrifter, Egmont og Albinson & Sjöberg er med i kampagnen, der dækker 150 titler.

NBC håber på OL-effekt på komedier
NBC vil forsøge at udnytte de høje seertal under OL ved at sende to af kanalens nye komedieserier under forventede olympiske højdepunkter. Håbet er, at de to komedier ”Go On” og ”Animal Practice” kan lukrere på sportsbegivenhederne og skabe ekstra seertal inden efteråret. NBC brugte samme trick – med succes – da kanalen lancerede anden sæson af ”The Voice” i kølvandet på Super Bowl-transmissionen i vinter, skriver New York Times.  

Tesco køber musikportal
Tesco har betalt 10,8 mio. pund på musikportalen We7. Med købet af London-selskabet tager detail-giganten endnu et skridt ind på underholdningsmarkedet, skriver The Guardian. We7 blev grundlagt i 2007 og har et diskotek på 11 millioner sange, der er reklamefinansieret og kan streames gratis på nettet og af Ipad, Iphone og android. We7 har endnu ikke haft overskud.

- JHT 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår