TV 2: Ny mobil tv-distribution er penge værd

Det danske tv-marked oplever i disse dage en illustrativ forsmag på, hvorledes aktører fremover vil udkæmpe små slagsmål om de nye indtægter, som digitaliseringens nye skærme bringer med sig.
Per Fanefjord Laursen

Det danske tv-marked oplever i disse dage en illustrativ forsmag på, hvorledes aktører fremover vil udkæmpe små slagsmål om de nye indtægter, som digitaliseringens nye skærme bringer med sig.

Forleden lancerede YouSee sit nye mobile ‘TV Everywhere’ produkt, der er henvendt til kunder, som også abonnerer på bredbånd hos YouSee. De har i forvejen adgang til stort set alle deres tv-kanaler på computer eller Ipad via hjemmets bredbåndsforbindelse. Det nye er, at det nye produkt fjerner den fysiske binding til hjemmet.

Stærke brands mangler
Den nye YouSee produkt indeholder 23 kanaler, men overraskende mangler nøglebrands, som TV 2-kanalerne, og TV3 - og SBS-kanalerne.

Disse tv-selskaber lever i høj grad af deres abonnementsindtægter og vil have flere penge, hvis kanalerne skal redistribueres mobilt. YouSee afviser til gengæld at lægge en ekstra betaling oveni sine kunders tv-regning, der sikkert er høj nok i forvejen.

Tv-selskaber plejer ellers nok at kunne finde sammen med f.eks. YouSee om at distribuere og prissætte tv-kanaler, men her er et tilfælde, hvor de nye og flere veje til seernes pengepung ændrer betingelserne.

“Vi anerkender selvfølgelig, at det er en kommerciel afvejning, og vi har også forståelse for, at YouSee og tv-stationerne ikke nødvendigvis har helt sammenfaldende interesser her,” siger vicedirektør Ulf Lund, YouSee.

“Vi tror på et princip om, at kunderne kun skal betale én gang for deres kanaler. Det vil sige, at de også skal kunne se dem uden for hjemmet uden at betale ekstra. Ligesom vores kunder i nogle år uden merbetaling har kunnet se alle deres kanaler på pc, iPad osv., så længe de befinder sig i hjemmet,” siger Ulf Lund.

Han erkender gerne, at YouSees primære interesse er at fastholde udbredelsen af sine tv-pakker. Kanaler og rettigheder bliver dyrere år for år, og derfor er der behov for at give kunderne mere værdi for de stigende pakkepriser, lyder det.

Nye skærme er ny prissætning
TV 2 ser sagen fra en anden vinkel. TV 2 mener, at produkter som TV Everywhere og mobiladgang til tv-indhold skal bedømmes ud fra sin selvstændige værdi.

“Derfor skal denne type produkter også prissættes separat. Hvordan distributørerne vælger at pakketere og prissætte ud imod deres kunder, blander vi os ikke i,” siger kommericel direktør Flemming Rasmussen, TV 2.

Ulf Lunds andet argument går på tvivl om, hvorvidt tilstrækkelig mange kunder vil være villige til at betale f.eks. 49 kr. ekstra om måneden for at kunne tage deres tv-kanaler med sig.

“Det tror vi ikke. Men vi tror på, at mange vil være glade for at få muligheden gratis. ”Tv to go” er mere ”nice to have” end ”need to have”, siger YouSee-direktøren.

Betalingsvilje findes
TV 2s kommercielle chef mener derimod, at der er penge at tjene for en broadcaster på ny distribution - vel at mærke, nye penge.

“Vores erfaring er, at der er en betalingsvilje for denne type produkter, som vi også tilbyder til distributører. Alene på rettighedssiden driver OTT (Over-the-top, red.) en betydelig kompleksitet og omkostninger, som vi som minimum ønsker at få dækket. Og så er vi naturligvis også opmærksomme på, at de nye typer rettigheder har en kommerciel værdi for distributørerne,” siger Flemming Rasmussen.

Hverken TV3 eller SBSmedia ønsker at kommentere på sine beslutninger om ikke at indgå i YouSees nye produkt.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også