Boxer TV har gode EM vinderchancer

Boxer TV lancerede i går en offensiv kampagne for at kapitalisere på EM-fodbold og de andre af sommerens sportsevents. EM begynder på lørdag.
Per Fanefjord Laursen

Boxer TV lancerede i går en offensiv kampagne for at kapitalisere på EM-fodbold og de andre af sommerens sportsevents. EM begynder på lørdag.

Det har Boxer TV en helt særlig grund til. Selskabet tror, der kommer trafik ude i detailhandlen denne weekend, når mange seere sætter sig rette i sommerhuset og tænder for tv-apparatet. Risikoen er, at DR og TV 2 er forsvundet.

Det skyldes, at DR den 11. januar droppede MPEG2-kodning og gik over til at sende i MPEG4. Samme dag blev TV 2 til en betalingskanal.  TV 2 sender de to første danske kampe, men det kræver et kort hos Boxer, når man vil se TV 2 via antenne; hvad ofte er tilfældet i sommerhuse, campingvogne, m.m.

Boxer TV tror, at der er et større antal sommerhuse, der mangler anskaffe sig nyt tv-udstyr og eventuelt et tv-abonnement.

"Det bliver en stor sportssommer med både EM i fodbold, Tour de France og OL i London. Men har man - som de fleste sommerhusejere - allerede en antenneinstallation, behøver det ikke at være nogen stor sag at sikre sig, at man har adgang til TV 2," forklarer direktør Steen Ulf Jensen, Boxer TV.

Steen Ulf Jensen lyder optimistisk, men udtaler sig ikke om forventninger til fremtiden - heller ikke om salgspotentialet i sommerens sportsbegivenheder.

Viasat holder gryden i kog
De andre tv-distributører er knap så fokuserede som Boxer TV, men ligger heller ikke stille.

Viasat gennemfører løbende salgsevents, og de mange sportsbegivenheder indgår som en naturlig del i Viasats salg henover sommeren.

“Sommerens sport er events med en kortere tidshorisont, som i øvrigt vises på DR og TV2, som de fleste danskere - og alle vores egne kunder - har adgang til. Så det giver ikke anledning til særlige events. I en betalings-tv verden er det i høj grad de eksklusive rettigheder, der kører over hele sæsonen, som driver salget; som f.eks.Champions League, SuperLigaen og Formel 1,” siger Viasat direktør Jette Nygaard-Andersen.

YouSee ud med sportpakke
Kabelgiganten YouSee har heller ikke en decideret eventbaseret kampagne undervejs, men lancerede dog i går et nyt TV Everywhere produkt op til sommeren, forklarer vicedirektør Ulf Lund.

DR’s kanaler, Canal9 og Eurosport 1-2 er med i pakken, men ikke TV 2. TV 2 mangler, fordi kanalen har krævet ekstra betaling udover de politiske bestemte 10 kr. pr. husstand pr. måned, TV 2 allerede opkræver.

“Men halvdelen af EM-kampene - altså DR1-. er med i pakken, hele Tour de France plus masser af OL på Eurosport og diverse anden fodbold på Canal9,” siger Ulf Lund.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også