DR og TV 2 mobiliserer al EM-skytset

På lørdag indledes tre uger med EM-fodbold frem til den 1. juli, og medierne har traditionen tro mobiliseret alt skyts og tester også nye tiltag. Fodbold er en tv-event. DR og TV 2 deler den store fodboldbegivenhed med 16 kampe til hver, hvor TV 2 tilsyneladende har forhandlet sig frem til den bedste pakke. På tv bliver det TV 2, der åbner fodboldballet lørdag med Danmarks EM- åbningskamp mod Holland og siden fortsættelsen mod Portugal nogle dage senere.
Per Fanefjord Laursen

På lørdag indledes tre uger med EM-fodbold frem til den 1. juli, og medierne har traditionen tro mobiliseret alt skyts og tester også nye tiltag.

Fodbold er en tv-event. DR og TV 2 deler den store fodboldbegivenhed med 16 kampe til hver, hvor TV 2 tilsyneladende har forhandlet sig frem til den bedste pakke.

På tv bliver det TV 2, der åbner fodboldballet lørdag med Danmarks EM- åbningskamp mod Holland og siden fortsættelsen mod Portugal nogle dage senere.

DR1 sender Danmarks tredje gruppekamp mod Tyskland, ligesom DR kan vise Danmarks kvartfinale, hvis det lykkedes for holdet at komme helskindet ud af EM's sværeste gruppe. Sker der et mirakel, og Danmark kommer i semifinalen, kan den ses på TV 2, mens EM-finalen søndag 1. juli bliver vist på begge kanaler.

Gyngende EM-studie
TV 2 følger stort set modellen fra VM 2010, hvor tv-dækningen blev udvidet til en fysisk event på Kvæsthusmolen i København.

Denne gang med en større storskærm og en ekstra storskærm. TV 2 har EM-studie og EM-redaktion i en husbåd ved molen, der betyder at dækningen kommer ’tættere på’ og føles mere begejstret, fordi man har publikum lige uden for studiet.

TV 2 har netop sendt Heidi Frederikke Rasmussen og Ulla Terkelsen til EM, der som stemnings-reportere følger slutrunden og landsholdet.

DR: Live web fra træningslokalet
DR giver naturligvis også EM fuld fokus på alle platforme, helt efter bogen. Der ses enkelte række nye elementer på web, tv og radio.

DR introducerer et mobilt radiohold i Polen og Ukraine, der i første omgang følger det danske landshold.

“På web er det nyt, at vi livestreamer fra træninger og pressemøder, og så har vi en UEFA-feature, hvor man kan se alskens situationer fra banen i nye vinkler og fx i superslow på nettet,” siger DR's sportschef Tine Bendix og uddyber:

“I krydsfeltet mellem web og tv har vi en særlig tjeneste fra Infostrada, hvor man som bruger på web kan dykke ned i kampdata og -statistik. Denne særlige funktion overfører vi også til tv-programmerne, hvor værten via en tablet kan få oplysninger op på en skærm i studiet.”

En anden nyhed fra DR er, at DR1 fra fredag sender i HD, så fodbold i HD opnås ikke længere ved samsending mellem DR1 og DR HD.

EM på EB overalt
Ekstra Bladet ser ikke den store fidus i at afsløre sine gode ideer, før EM går igang på lørdag.

“Vi lancerede 2. pinsedag en EM-app og et gratis EM magasin, som fås gratis med avisen i udvalgte detailkæder; derudover kommer der en række nye ting, hvilket man vil kunne se under EM,” siger Ekstra Bladets chefredakatør Poul Madsen.

“Men vi vil være markant til stede på både papir, net, mobil og tv. Det bliver den største multimediedækning nogensinde,” siger han.

BT har ikke ønsket at udtale sig om planerne.

Stofa EM app
Også en tv-distributør ser sit snit til at gøre noget ekstra for at komme med på EM-bølgen.

Kerne fodboldfans kan som noget nyt få sig et særlig overblik over de mange kampe med Stofas nye EM App. App’en giver overblik over alle kampe og hvor på dansk tv, de vises. Derudover kan man live følge med i kampene og se, hvem der scorer, får gule/røde kort, skiftes ud mv.

Man kan desuden se stillinger og resultater og naturligvis følge holdene det sidste stykke igennem finalerne.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også