Seerflop: Under en million så Melodi Grand Prix

Seertallet til det internationale Melodi Grand Prix raslede endnu engang ned i forhold til de foregående år. Den bagende pinsesol får skylden.
Thomas Bo Christensen

Det var svært for den danske sangerinde Soluna og de andre sangdeltagere at trække danskerne til tv-skærmene til det års internationale Melodi Grand Prix i Aserbajdsjan.

Kun 989.000 seere fulgte med i musikkonkurrencen i lørdags, hvilket er en tilbagegang på godt 400.000 i forhold til året før og 650.000 i forhold til 2010, skriver Ekstra Bladet.

Alligevel fastholder DR’s underholdningschef, Jan Lagerman Lundme, at Danmarks Radio har fat i en succes, som man også vil holde fast i fremover.

”Vi er tilfredse, og selvfølgelig skal Danmark også være med i fremtiden. Det Internationale Melodi Grand Prix er et bredt program, der samler danskerne. Det er en kæmpesucces,” siger han til avisen.

Til sammenligning så ca. 1,5 mio. seere det danske grand prix, men ifølge underholdningschefen kan de to ting ikke sammenlignes, fordi den danske udgave falder om vinteren, hvor flere ser tv, ligesom han henviser til pinsens gode vejr som årsag til det lavere seertal. Endelig pointerer han, at sharen var den samme som sidste år på trods af det lavere seertal.

Netop den solrige pinse er ifølge broadcast manager i mediebureauet IUM, Jakob Olsen, den store forklaring på det lave seertal.

Det gode vejr betød nemlig, at tv-forbruget faldt med ca. 25 procent i hele uge 21. Det påvirkede mange programmer - herunder Melodi grand prix:

"Melodi Grandprix var på om aften, men sommervejret havde klart indflydelse på seertallet. Sammenlignet med Melodi Grand Prix lørdagen i 2011, faldt seningen med 30 procent," siger han til MediaWatch.

- PF, TBC
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også