Big Brother blev ikke 'talk of town'

SBS kalder selv 'Big Brother' for forårets største mediebegivenhed, der sikrede den bedste share i ti år. Eksperterne er mere forbeholdne.
Per Fanefjord Laursen

SBS’ store forårssatsning, relanceringen af Big Brother, sluttede i går aftes efter tre måneder på Kanal 5.

Hovedprogrammerne kl. 21.00 vippede i snit på 130.000 seere. Det er 10-20.000 under det snit, som mediabureauet MEC tidligere har vurderet, at programmet skulle nå for at kunne kalde sig en succes.

Kommunikationsekspert Henrik Byager siger til BT, at han udmærket forstår, at SBS relancerede BB. Det skuffede lidt seermæssigt, men værre var, at det blev aldrig 'talk of town'. Interessen fladede ud, og det blev aldrig det mediefænomen, som det blev udråbt til.

Rimelig resultat
Det kunne være gået værre, men også bedre. SBS har formået at råbe op og gøre opmærksom på sig selv i en vigtig periode, hvor danskerne skulle vælge kanaler, fordi TV 2 blev betalingskanal, lyder bedømmelsen fra TV Director Mikael Ostenfeld, Carat.

“Dømt ud fra det, kan satsningens godt forsvares. Men det har ikke tjent sig ind, så der kommer næppe en ny runde Big Brother.”

Bedste sæson i ti år
SBS kalder selv Big Brother for forårets største mediebegivenhed, men er ellers meget tilbageholdende med at dele en detaljeret status.

Var BB en succes, og hvad er det afgørende succeskriterie?

”Big Brother 2012 har været en stor seersucces på Kanal5, og programmet har været en vigtig brik i, hvad der har været den bedste sæson for SBS TV i mere end 10 år," siger progamdirektør Peter Rosberg til MediaWatch.

“Vi har fra start sagt, at Big Brother er langt mere end et stillestående tv-program, og det har vi vist ved at benytte mange andre platforme som eksempelvis vores radiostationer, mobil og facebook. Intet andet underholdningsprogram har sendt på så mange platforme og i så mange timer, og det har alt sammen været med til at gøre Big Brother 2012 til forårets største mediebegivenhed”.

Er det et break-even projekt alt indregnet? 40 mio. har været nævnt som den samlede investering?

“Ingen kommentarer “

På hvilke områder kunne BB 2012 være udført mere effektivt eller hensigtsmæssigt?

“Efter vores egen målestok har vi været meget glade for Big Brother.”

Lancerer SBS en ny runde BB i foråret 2013?

“Det holder vi for os selv, indtil videre.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også