Global: Engelsk Al-Jazeera lukker Kina-kontor

 

 

Engelsk Al-jazeera lukker Kina-kontor
Den engelske udgave af tv-kanalen Al-Jazeera har lukket deres korrespondent-kontor i Kina ned, efter at stationens eneste journalist i landet, Melissa Chan, i mandags blev udvist af de kinesiske myndigheder. Chan har været korrespondent i Beijing siden 2007, og baggrunden for hendes udvisning er ifølge Poynter meget uklar, eftersom det kinesiske udenrigsministerium, der står for presseakkrediteringen i landet, ikke har opgivet nogen grund til udvisningen. Al-Jazeeras arabiske kanal påvirkes ifølge Poynter ikke af den engelske udgaves lukning.

Buffet klar til at investere i flere aviser   
Nej til Facebook - ja til aviser. Mens den 81-årige investor-mogul, Warren Buffet, i går afviste tanken om at investere i Facebook, der er godt på vej mod en børsnotering, er holdningen anderledes, når det gælder aviser. I hvert fald sagde Warren Buffet på den årlige generalforsamling i hans selskab Berkshire Hathaway, at han muligvis vil investere yderligere i dagblade - efter købet af dagbladet Omaha World Herald for 200 mio. dollars sidste år - på trods af den digitale udfordring og nye annoncemedier som Facebook... Det skriver The Telegraph. "Vi kan købe flere aviser. Jeg tror, økonomien vil være ok, men det vil ikke være som i gamle dage," lød det fra Mr Buffett.

Rygtebørsen: Google investerer i indholdsproducent
Ejerskabet af YouTube har angiveligt fået Google klar til at investere i produktion af video-indhold til YouTube, skriver Allthingsd.com. Ifølge sitet har Google i gang med at investere et større beløb i 'Machinima', der med en milliard visninger om måneden er en af de mest populære kanaler på YouTube. Machinima "udkommer" udelukkende på YouTube og har indholdsmæssigt fokus på computerspil og -spillere.

Aller skal have nyt hovedsæde i Oslo
Den danske ugebladsgigant vil flytte sit norske hovedkvarter fra Oslo centrum til nybyggeri i området Hasle i Oslo, skriver Kampanje. Det nye "Aller-huset" bliver således fra 2015 hovedkvarter for Aller Medias norske aktiviteter, der bl.a. tæller titler som Se og Hør, Hennes og Cosmopolitan. Det skal give millionbesparelser på husleje og et bedre samspil på tværs af huset.
"Vi har haft fokus på at give virksomheden og de ansatte de bedst mulige rammebetingelser i form af moderne og fremtidsrettede lokaler. Derudover har vi været optaget af behovet for effektiv drift og bedre samspil mellem afdelinger og selskaber," siger Roger Hansen, adm. dir. for Aller Media i Norge, der i vinter skar omkostningerne med 70 mio. norske kr. i en sparerunde.
 

Canadisk udgiver retur til nationalt nyhedsbureau
Et af Canadas største mediehuse, Postmedia Network, har lavet en "omvendt Berlingske". Efter en pause på fem år har bureauet indgået en ny tre-årig aftale med Canadas nationale nyhedsbureau, Canadian Press (CP), skriver The Guardian. Postmedia Network droppede samarbejdet med CP og oprettede en intern nyhedstjeneste i stedet, fordi man vurderede, at det nationale bureautilbud var for dyrt. Nu lægger huset imidlertid den interne nyhedstjeneste ned igen til fordel for en treårig aftale med Canadian Press - som et led i kampen for at få bugt med mediehusets kæmpe gæld. Gode nyheder for Canadian Press, der får udsigt til plus på kontoen med den nye, gamle kunde i hus.

- TBC, LR

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også