Tv-vært: Ramasjang er et tilbageslag for børne-tv

Det er gået ned ad bakke med dansk børne-tv, efter DR for tre år siden lancerede en selvstændig tv-kanal til børn, DR Ramasjang, der sender fra kl. 6.00 til 20.30. DR spiser børnene af med udenlandsk producerede programmer, der er eftersynkroniseret, lyder kritikken fra tv-vært Sebastian Klein.
Per Fanefjord Laursen

Det er gået ned ad bakke med dansk børne-tv, efter DR for tre år siden lancerede en selvstændig tv-kanal til børn, DR Ramasjang, der sender fra kl. 6.00 til 20.30.

DR spiser børnene af med udenlandsk producerede programmer, der er eftersynkroniseret, lyder kritikken fra tv-vært Sebastian Klein.

“Da Ramasjang blev lanceret, kunne vi, der laver børnefjernsyn, ikke få arme ned. Vi så for os, at der kom en børnekanal, som kunne sende alt det fede børne-tv. Omsider kunne man sende årtiers produktion af godt børne-tv. (...). Men sådan blev det desværre ikke,” siger han til Politiken. Den udenlandske programandel var på 75 procent i fredags, vurderer han.

Langt mere børne tv
Den udlægning af DR Ramasjangs rolle kan kanalens redaktør Kirstine Vinderskov slet ikke genkende. Tværtimod, en fullservice kanal betyder tilstedeværelse, og det er afgørende i nutidens mediebillede.

“Skal vi fange børns opmærksomhed, er det afgørende at være til stede hele tiden og ikke som i gamle dage kun på udvalgte tidspunkter. Med DR Ramasjang har DR øget den samlede sendetid til børn markant,” siger hun.

Ramasjang har opnået en førende position hos børnene. Kanalen er langt mere set, målt på share, end andre kanaler, der henvender sig til danske børn.

“En hel børnekanal betyder, at der sendes meget mere dansk børne-tv end tidligere, og DR Ramasjang har muliggjort, at vi har øget de danske førstegangstimer til børn med 59 procent i forhold til 2005,” siger hun.

Overhældt med udenlandsk tv
Sebastian Klein mener, at DR selv med en hel børnekanal ikke giver alternativer til de mange andre nye tillbud fra f.eks. Cartoon Network, tre Disney-kanaler, Nickelodeon, m.fl. Børn skal have dansk tv, der tager udgangspunkt i den hverdag, som børnene oplever, og det danske sprog. Det er DR’s opgave, lyder opfordringen fra Sebastian Klein, der dog også erkender, at børn er anderledes end for 30 år siden.

“Men det retfærdiggør ikke, at en dansk børnekanal, der bliver overhældt med udenlandsk stof. Det er ikke meningen med en licensfinansieret kanal, at der skal være japanske tegnefilm og amerikanskindkøbte serier. Det skal jo være der, hvor vi ser dansk. Og der er jo et bagkatalog i DR, som er gigantisk stort. Man burde genudsende mere af det gamle”.

Masser fra bagkataloget
Kirstine Vinderskov kender ikke den præcise gennemsnitlige fordeling af nye og gamle danske og indkøbte programmer.

Men hun oplyser, at Ramasjangs daglige programflade på 14 timer er sammensat af klassiske danske børneprogrammer fra 1960-70-80-90’erne og af nye danskproducerede børneprogrammer.

Hun anerkender ikke præmissen om, at udenlandsk tv ikke er værdifuldt public service tv.

”Ramasjang-fladen består også af kvalitetsprogrammer, der er nøje udvalgt blandt udenlandske produktioner, ligesom vi gør på de andre DR kanaler,” forklarede hun i ’Deadline’.

Til de små sender Ramasjang f.eks. "Lille Nørd", "Skæg med tal og bogstaver", "Rosa fra Rouladegade" og "Shanes verden". Og til de store børn har kanalen f.eks. "Nørd", "Ramasjangskolen" og "Historietimen".

Børn er aktuel mediepolitik
Sebastian Kleins kritik dukker op en måned før, kulturminister Uffe Elbæk og Socialdemokratiet tager kvaliteten af dansk børne-tv op til diskussion. Det sker under medieforhandlingerne til juni.

”I forbindelse med forhandlingerne ønsker Socialdemokratiet at rette fokus på, hvordan vi styrker produktionen af dansk børne-tv,” sagde Socialdemokratiets medieordfører Mogens Jensen til Børsen tidligere på året.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også