Skandinavisk tv-hype i Cannes

Lækkert tv til lave omkostninger er en skandinavisk specialitet, der tiltrækker international opmærksomhed, siger producenter efter årets MIPTV i Cannes.

På den nyligt overståede tv-festival MIPTV i Cannes blev DR's dramaserie 'Borgen' solgt til endnu tre tv-stationer i Holland, Belgien og Estland. Og den internationale hype om danske dramaserier som 'Borgen' og 'Forbrydelsen' smitter af på interessen for skandinaviske tv-formater i det hele taget, siger Merete Mortensen, adm. direktør for produktionsselskabet Metronome, der også var med i Cannes - bl.a. for at præsentere og sælge reportage-formatet 'For lækker til Love'.

"Det er svært at sige, hvor meget en serie som Borgen betyder, men der er ingen tvivl om, at det skaber talkability, og vi mærker generelt, at der er en kæmpe nysgerrighed omkring dansk og skandinavisk tv. Mens der tidligere var meget fokus på f.eks. hollandske formater, så er blikket vendt mod nord nu," siger Merete Mortensen, der uddyber, at det er en kombination af kreativitet, æstetik og omkostningseffektivitet, der gør skandinavisk tv attraktivt.

"For det første er kreativiteten og iderigdommen lidt større her, og vi er samtidig knalddygtige til at producere meget flot tv, men som måske kun koster en tredjedel af, hvad produktionerne gør andre steder - f.eks. i England. Det skandinaviske tv-marked er langt mere konkurrencepræget end andre, så vi har lært at producere enormt effektivt," siger Merete Mortensen, der samtidig sender en hilsen til de danske broadcastere for at turde satse mere på de originale danske formater og dermed gøde jorden for, at der bliver satset mere i produktionsselskaber som Metronome, der i øjeblikket har gang i udviklingen af en god håndfuld nye formater.

"Tv-stationerne er blevet mere modige og køber generelt flere egenproduktioner og ros for det," siger Merete Mortensen.

Fokus på fakta er ikke fulgt med
Joachim Majholm, Executive Producer hos produktionsselskabet Gong, der er en del af Nice, er enig i, at lækkert tv til lave omkostninger er en del af de skandinaviske tv-producenters store styrke.

"Det hedder sig populært, at en sæson af Robinson Ekspeditionen i Danmark koster det samme at producere som ét enkelt afsnit i USA. Om det er rigtigt, ved jeg ikke, men det er nok ikke skudt helt forbi. Der bliver produceret rigtig flot tv på det skandinaviske marked til helt andre priser end andre steder," siger Joachim Majholm.

"Jeg synes, der internationalt har været fokus på nordisk tv et stykke tid, men hvor meget drama betyder for den udvikling, ved jeg ikke. Problemet er, at fakta og underholdning ikke kan siges at være fulgt med drama-genren i forhold til international opmærksom," siger Joachim Majholm, der dog tror, at skandinavisk non-fiction kan nå samme højder:

"Sagtens. Men det kræver, at danske broadcasterne bliver lidt mere risikovillige. Nogle er blevet mere modige, men ikke alle, og skal man kunne eksportere til udlandet, skal formaterne have vist et værd på hjemmemarkedet først," siger Joachim Majholm, der som et eksempel på, at der er bevægelse i markedet nævner formatet 'Babes on the Bus', hvor en busfuld single kvinder flytter på landet for måske, måske ikke at finde kærligheden til og på landet. Formatet er udviklet og produceret af norske Monster, der også er en del af Nice, og er en af de første norske eksportsuccesser inden for reality/reportage.

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også