Mastiff får ny producent og ny udviklingschef

Produktionsselskabet Mastiff, der netop har afgivet Paradise Hotel-producenten Trine Frovin til Eyeworks, har fået ny producent i Kristian Farcin Leth. Thomas Meyer er desuden blevet ny udviklingschef. Det skal styrke Mastiffs satsning på blandt andet reportage.
MediaWatch

Produktionsselskabet Mastiff, der netop har afgivet Paradise Hotel-producenten Trine Frovin til Eyeworks, har fået ny producent i Kristian Farcin Leth. Thomas Meyer er desuden blevet ny udviklingschef.

Det skal styrke Mastiffs satsning på blandt andet reportage.

”Vi er rigtig glade for at kunne styrke vores producentgruppe og få en ressource som Kristian med på holdet. Kristian har lang erfaring med factual entertainment og reportage, og har senest været med til at producere TV3’s kæmpe seer succes 'Divaer i Junglen'. Med Kristian på holdet styrker vi Mastiff’s profil yderligere inden for reportage og factual entertainment. Det er en genre, som vi glæder os til at arbejde meget mere med”, siger adm. direktør Mads Ulrick Holmstrup i en pressemeddelelse.

Kristian Farcin Leth (36) skal blandt andet være producent på det kommende TV 2-program 'Beyond Boundaries'.

Han kommer fra en stilling som redaktionschef på TV3 og har tidligere været producent hos Sand TV, hvor han bl.a. har stået for produktion af programmer som De unge mødre og Singleliv.

Thomas Meyer (42) får ansvaret for at udvikle og sælge nye formater samt at arbejde med danske versioneringer af de internationale formater fra Zodiaks formatkatalog. Han bliver desuden en del af den nordiske udviklingsgruppe, som i samarbejde med Zodiaks skandinaviske udviklingsselskab 'Zodiak Dreams' udvikler formater med særlig fokus på det skandinaviske marked.

”Udvikling af nye formater er et konstant fokusområde for os. Derfor er jeg glad for, at Thomas Meyer bliver vores nye udviklingschef. Thomas er ekstremt indholdserfaren, og har et sjældent skarpt øje for udvikling. Jeg glæder mig til, sammen med Thomas, at føre Mastiff’s stolte udviklingstraditioner videre”, siger Mads Ulrick Holmstrup i meddelelsen.

Thomas Meyer har været ansat i Mastiff siden november 2010, hvor han begyndte i en stilling som producent og redaktionschef. Han har stået bag Mastiff-programmer som eksempelvis Danish Music Awards, Dansk Melodi Grand Prix og TV 2's Toppen af Poppen.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også