Global: Bild dropper topløse kvinder på forsiden

 
MediaWatch

 


Verdammt: Bild dropper topløse forsidekvinder
Axel Springer-tabloidavisen Bild, der er Tysklands største, har fredag bragt bare bryster på forsiden for sidste gang. Det har ellers været en fast del af købsincitamentet for avisen siden 1984, hvor mere end 5.000 kvinder har blottet sig på forsiden. Ifølge Huffington Post har Bild ledsaget beslutningen med ordene om, at den måske er et lille skridt fra en kvindes synspunkt, men at den er et stort skridt for alle mænd i Tyskland. Beslutningen blev taget af de mandlige ansatte torsdag, hvor kvinderne havde fri for at markere Kvindernes Internationale Kampdag.

Data er magt
Udnyttelsen af data er hjertet af medier, der vil styrke og fastholde læserne, lyder det fra flere udgivere på Financial Times’ Digital Media Conference 2012. FT’s egen adm. direktør John Ridding siger eksempelvis, at selskabets betalingsmodel på nettet oprindeligt handlede om at få afkast, nu handler den mere om at få indsigt via de mange data, som digitale brugere giver. “Vi bevæger os væk fra den mørke middelalder, hvor folk ville gå ind i en kiosk, tage en avis og gå igen, uden at vi ville vide noget som helst om dem, til en verden, hvor vi ved stort set alt. Den indsigt er meget betydningsfuld,” siger John Ridding, ifølge New Media Age.

QR-koder skal bruges rigtigt
QR-koder (quick response) ,hvor man scanner en kode i en avis eller et magasin med en smartphone og typisk får adgang til et website, er ikke døde, selv om de ikke er det store hit hos forbrugerne endnu. Et helt Tumblr-site er f.eks. dedikeret til håbløs brug af QR-koderne. Men de har en fremtid, hvis man ikke bare sender brugerne til et site. De skal have mulighed for at skrive sig op til noget, dele et link med nogle, der skal linkes tilbage til ens mobile site eller man skal kunne downlade en app. Sådan lyder rådene på Minonlines webinar om de forkætrede koder.

Arianna Huffington: Drop fetish for sociale medier
I et (ufatteligt) langt indlæg har Arianna Huffington skrevet om mediernes besættelse af sociale medier. "Going viral has gone viral", skriver hun blandt andet. Hovedpointen er, at der mangler refleksion over, hvad værdien er af sociale medier og spredningen af nyheder. Det kan ende med at virke distraherende for de vigtige nyheder og blæse selv små politiske udsving op til et niveau, som slet ikke interesserer den almindelige bruger, skriver Huffington, som erkender, at hendes eget medie er et af de mest virale.

Texas' tech- og mediekonference skudt i gang
Den årlige konference, som samler talrige spidser fra medie- og teknologiverdenen South by Southwest Conference i Texas, har sit hovedfokus på, hvad den næste store ting vil være. I år har konferencen blandt andet en ‘Start-up Village’, hvor man kan opleve nogle af de nye iværksættere i branchen. Læs mere om nogle af deltagerne og indholdet på Yahoo.com.

Comedy-site udgiver Ipad-magasin
Det amerikanske forlæg til Casper Christensens Funnyhaha, Funnyordie.com, som komikeren Will Ferrell blandt andet står bag, udgiver et Ipad-magasin. Sitet har ellers alene været annoncefinansieret, men det nye tiltag skal sælges via App Store, skriver Variety.com.

“Chok-tal” for svensk svar på News
TV4 News har blot haft 30.000 unikke daglige seere i løbet af februar, ifølge de svenske seertalsmålinger, selvom den nye News-kanal selv havde meldt ud, at tallet var 250.000 daglige seere. “Chok-tal” konkluderer Resume.se.

Trinity Mirror lancerer daily deal-tilbud
Den britiske avis vil ikke læne sig op ad Groupon eller nogle af de andre daily deal-sites men starter sin egen service kaldet ‘Happli’. Ligesom alle de andre giver den store rabatter på alt fra diverse produkter til oplevelser som restauranter og skønhedsbehandlinger, skriver Mediaweek.co.uk og tilføjer, at det ikke bliver helt nemt. Facebook har nemlig igen fået mod på daily deals og Google Offers bliver lanceret i UK snart.

MTV mister Jersey Shore-guldfugl
MTV’s hitshow Jersey Shore mister en af sine hovedattraktioner, fordi Nicole “Snooki” Polizzi, der er en del af reality-serien om en håndfuld unge menneskers fester og skænderier, er blevet gravid og er blevet forlovet med barnets far. Showets sjette sæson er på vej, men “Snooki” har ikke tænkt sig at være beboer i huset som gravid, skriver Popwatch.com. Jersey Shore har blandt andet inspireret formatet ‘Kongerne af Marielyst’, som Kanal 5 har sendt.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også