Accenture fastholder drastisk tab af tv-sening

Accentures tv-analyse i fem lande sendte chokbølger gennem tv-branchen, men virksomheden står fast på konklusionen, nemlig en klar tendens til, at traditionel tv-sening styrtdykker, og andre platforme vinder frem.
Per Fanefjord Laursen

Konsulentvirksomheden Accenture står ved de overraskende internationale analyser af tv-forbruget, som afslørede et drastisk fald i brugen af det almindelige tv-apparat.

Resultaterne, der gik ud i en pressemeddelelse tidligere på uge, vakte en del opmærksomhed i tv-branchen. Analysen viste, at respondenter i USA, Kina, Japan, Frankrig og Indien på blot to år i stort omfang har svigtet almindelig tv-sening.

Kun 48 procent af de adspurgte i de fem lande svarede i 2011 i et spørgeskema, at de ser tv løbet af én hel uge - mod 71 procent i 2009. I stedet indikerede respondenterne, at de så tv på tablets, computere og smartphones.

Branchen undrer sig
Resultaterne var pænt sagt svære at greje for den danske tv-branche, hvor den faktiske tv-sening måles nøjes og slet ikke afspejler trenden i Accenture analysen. Flere skærme i hverdagen fører ikke til mindre brug af tv-apparatet hjemme i stuen, viser de kontinuerlige registreringer af danske vaner.

Kommunikationsansvarlig Stine Buse, Accenture i Danmark, siger til MediaWatch, at man står ved de svar, som Accenture har fået i den internationale analyse. Uanset at de er overraskende. Kun et analyseteknisk forhold kan muligvis forklare lidt af den drastiske udvikling:

”Der er lande med i undersøgelsen som Indien, der særligt er med til at trække tallet for tv-sening ned, men det er ifølge vores undersøgelse en klar tendens på tværs af de medvirkende lande, at traditionel tv-sening er faldende og at andre platforme vinder frem,” siger hun.

Konklusionerne omkring tv-sening er baseret på respondenter i Kina, Indien, Frankrig, Japan og USA. Årsagen var, at Accenture kun har historiske data på disse fem lande og derfor kan lave en sammenligning over tid.

Beklager uklar graf
Accenture blev konkret kritiseret for at bringe modstridende data i undersøgelsen. En af figurerne i rapporten, viser, at 74 procent har svaret, at de ser tv dagligt. Altså, stik modsat de 48 procent ugentligt nævnt andet steds. Dette tal refererer imidlertid til den andel, der har angivet, at de ser tv i løbet af en typisk uge. Her svarer 74 procent, at det gør de hver dag. Det betyder ifølge undersøgelsen, at under halvdelen af respondenterne ser tv hver uge. Men af de, der så gør det, ser 74 procent fjernsyn hver dag.

”Vi medgiver, at figur E ikke er forklaret hensigtsmæssigt, hvilket vi selvfølgelig beklager. Men det ændrer ikke ved vores konklusioner,” siger Stine Buse, der oplyser, at Accenture ikke har modtaget kritik i andre markeder, hvor rapporten er offentliggjort. Kun i Storbritannien har branchen undret sig over resultatet.

DR studsede også voldsomt over Accenture-rapporten og DR's Detektor ser nærmere på emnet i næste uge.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også