’Lulu og Leon’ bliver til amerikansk tv-film

Det danske tv-drama ’Lulu og Leon’ får kastet lidt Hollywood-tryllestøv over sig og bliver sendt i USA i et amerikansk remake.
MediaWatch

Den danske dramaserie, der aldrig blev et seerhit i Danmark, vil nu rulle over de amerikanske tv-skærme, dog i et amerikansk remake. Det skriver B.T.

Serien vil i første omgang blive en tv-film.

”Det amerikanske tv-kabel-kanal Lifetime vil gerne lave en tv-serie med skuespilleren Sonja Walker i hovedrollen, og hun er meget begejstret for ’Lulu og Leon’ og vil spille ’Lulu’. Så nu satser tv-kanalen i første omgang på at lave en tv-film, og er det en succes, skal der efterfølgende laves en tv-serie,” siger tv-producent Thomas Gammeltoft fra Fine & Mellow.

Sløv modtagelse i DK
Den amerikanske interesse sker på trods af en lunken interesse for serien herhjemme. Oprindeligt var ’Lulu og Leon’ en TV3-serie, der trak i gennemsnit 233.000 seere, da de første 4-5 afsnit blev sendt første gang i efteråret 2009. TV3 prøvede derfor at sende hele serien i 12 afsnit forfra i foråret 2010, men her fik serien i gennemsnit kun 72.000 seere.

Efter en aftale mellem TV3 og DR blev ’Lulu og Leon’ herefter vist på DR1, hvor den blev set af 341.000 seere i gennemsnit plus 43.000 seere på DR HD.

’Lulu og Leon’ var det første program på TV3, som modtog støtte fra Public Service-puljen.

- CT

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også