Viasat udsætter erstatningssag mod TV 2

Mens SBS Media er klar til at trække TV 2 i retten med sine påståede tab på TV 2’s reklameårsrabatter, har Viasat netop udbedt sig betænkningstid i et par uger.
MediaWatch

Efter anmodning fra Viasat er erstatningssagen mod TV 2 udsat et par uger. Det oplyser landsretsdommer Michael Lerche fra Østre Landsret.

Viasat stævnede 30. december sidste år TV 2 for et beløb på 1.636 mio. kr. plus procesrenter i sagen om, TV 2's årsrabatter til annoncørerne. Den sag tabte TV 2 ved Højesteret, som vurderede, at årsrabatterne var udtryk for misbrug af TV 2’s dominerende stilling.

Højesteret tog dog ikke stilling til, om de kommercielle tv-konkurrenter havde lidt tab på den konto, men det er de til gengæld ikke selv i tvivl om. Tidligere på måneden besluttede SBS Media sig således for at firedoble sit erstatningskrav til TV 2 til 650 mio. kr.

Det står ikke klart, hvad der ligger til grund for Viasats ønske om at udsætte erstatningssagen, men Mediawatch prøver at få en kommentar fra Viasat. Landsretsdommer Michael Lerche ønsker ikke at kommentere, hvorvidt erstatningssagen risikerer at blive lagt på køl, indtil tvisten om den anden del af Viasats krav til TV 2 er afgjort.

Det gælder Viasats krav om, at TV 2 bør betale ulovlighedsrenter til den danske stat på i alt 1.753 mio.kr. Kravet skyldes, at EU Kommissionen har afgjort, at TV 2 har modtaget uanmeldt statsstøtte fra 1995 til 2004. For selvom EU Kommissionen ikke mener, at TV 2 blev overkompenseret, så var der tale om en statsstøtteordning, som skulle have været godkendt i EU, før støtten blev givet af den danske stat.

Hos TV 2 mener man dog slet ikke, at der var tale om statsstøtte men blot om godtgørelse for de public service-ydelser, stationen leverede. Derfor har TV 2 indstævnet den del af Kommissionens afgørelse.

Sagen om ulovlighedsrenter afventer derfor, hvad resultatet af TV 2’s sag med Kommissionen bliver. Men da Viasats krav om erstatning for TV 2’s årsrabatter indgår i samme sagskompleks, kan det måske betyde, at også den sag må afvente, hvordan udfaldet af TV 2’s indstævning af Kommissionen falder ud. Og det kan trække ud i flere år, ifølge eksperter.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også