Peter Rosberg: Big Brother skal give seervækst

Den massive Big Brother-investering i Kanal5s flade skal give seervækst, siger SBS' programdirektør.
MediaWatch

På mandag får Big Brother premiere. Og mon ikke man holder vejret hos SBS Media, hvor over 100 personer er ansat i produktionen, og hvor man tilbyder live eksponering fra huset 24/7 fra web, tv og mobil.

”Vi har lagt stort fokus på Big Brother og tror meget på programmet på tv, men også på andre platforme som vores radiokanaler, webplatform, mobil og sociale medier. Det er i sig selv en enorm nyskabelse at integrere et program tværmedialt på så mange platforme og ikke mindst at involvere seerne på en måde som ikke er set før på dansk tv,” siger programdirektør Peter Rosberg.

Andre nyskabelser end Big Brother
Af egenproducerede nyskabelser peger Peter Rosberg på Vinter Wipeout og Kia Liv på Julemærkehjemmet.

’Vinter Wipeout’ er en opdateret udgave af det allerede kendte format ’Wipeout’ – denne gang er hele banen blot skiftet ud og erstattet med nye, sneklædte forhindringer. Værtinden bliver Anne Kejser, kendt fra ’Slemme, Slemme Piger’ fra TV 2 Zulu, mens Uffe Holm og Martin Weltz igen er i kommentatorboksen for at kommentere deltagernes krumspring.

Kia Liv på Julemærkehjemmet er SBS Medias’ seriøse indspark. Dokumentar-reportagen følger Kia Liv, også kendt fra ’Slemme, Slemme Piger’, som er tjekket ind på et Julemærkehjem sammen med 48 overvægtige børn. Kia Livs engagement er personligt, da hun selv har kæmpet med fedme. Reportagen er støttet af Public Service-puljen.

Udover de to nye egenproduktioner, spiller SBS desuden de stensikre kort: ’Politijagt’, ’De Unge Mødre’, ’Singleliv’ og ’Mig og Min Mor’.

’De Unge Mødre’, som havde premiere på deres 14. sæson for nylig, fik desuden de bedste seertal nogensinde. 211.000 seere fulgte med i første program af den nye sæson.

Forventer stigning i seerandel
Alt i alt er programdirektøren tilfreds med programmet.

”Vi har aldrig haft så stærk en forårsplan for vores kanaler og jeg ville lyve hvis jeg ikke tror på at Big Brother udmønter sig i en stigning i vores seerandel. Ellers havde vi ikke investeret så massivt i et enkelt format. Vi er overbevist om, at vi står enormt godt rustet til foråret, ikke blot på grund af Big Brother, men på grund af en stærk programplan på alle fire tv-kanaler,” siger Peter Rosberg.

Flere nye ting på kanalerne
Danmarks kvindekanal, som SBS selv har døbt Kanal 4, er desuden spækket med dokumentarer til foråret. Fra kønsskifteoperationer i 'My Dad is a Woman', til livets små mirakler i 'Baby Hospital' og hverdagen som ortodoks jøde og mor til tre i 'Strictly Kosher'. Man kan følge den 4-årige Amalie, der på trods af sine fire år ikke er større end en 1-årig baby i 'The Real Thumbelina', og i dokumentaren 'Seven Dwarves' kan man møde - ja, syv dværge - der både arbejder og bor sammen. 

På Kanal 5 har man udover Big Brother fyldt kanalen til randen med krimi. Det spænder fra reportager som 'Krimi 5', 'Politijagt', 'Hundepatruljen' og 'Hverdagens Helte' til amerikanske krimiserier som 'CSI', 'Criminal Minds' og 'Special Victims Unit'. 

SBS's mere maskuline modstykke til Kanal 4, kommer som vanligt til at bestå af fodbold med Premier League, La Liga, 'Verdens Bedste Fodbold' og 'Pokalfodbold'. Derudover præsenterer kanalen også nye film og dokumentarserier, som alle har action som fællesnævneren. 

- CT

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også