TV3: Jyske Bank-program godkendt af Ofcom

Boligprogrammet på TV3, der er betalt af Jyske Bank, er clearet med Ofcom-reglerne for redaktionelt indhold - og lever op til TV3's egne redaktionelle krav.
Per Fanefjord Laursen

JyskeBanks omdiskuterede tv-produktion, ‘2 boliger - en pris’, er ikke en reklame, men nyeste udgave af et AFP-projekt (Advertising Funded Program).

Det er samtidigt et redaktionelt bearbejdet Factual Entertainment-program om boligkøb i udlandet; skruet sammen så det passer i TV3-fladen.

Det fremgår af de nyeste oplysninger, TV3 har givet til MediaWatch om den noget forvirrende sag.

Ofcom nikkede ja
TV3 oplyser til MediaWatch, at JyskeBank kom til kanalen for et år siden med en programidé om boligkøb. TV3's programledelse sagde ja til ideen og produktionsbetingelserne - men først lod man Ofcom-myndigheden nikke ja til omstændighederne.

Dernæst udviklede man ideen i fællesskab, så den passede til TV3.

Projektet er beslægtet med andre AFP-programmer og en parallel til, at TV3 fik leveret en skønhedskonkurrence-serie, betalt af mineralvandsfirmaet Aqua d'or. Det var den første AFP-produktion i Danmark i 2007, som Strix producerede.

Forskellen fra JyskeBank-projektet er ikke voldsom, men dog den, at de to journalister/producenter er hyret af banken - ikke TV3 selv.

Ofcom godkender alt
TV3 rundede britiske Ofcom, fordi selskabet, der har base i London, er underlagt de britiske regler. De indeholder detaljerede beskrivelse af, hvordan man skal håndtere de nye tv-fænomener, som f.eks. skjult reklame kontra lovlig product placement, forskellige modeller for sponsorering, AFP m.m.

“Alle egenproduktioner, som TV3 søsætter, runder Ofcom først. Den dialog er rutine i TV3-systemet, som sikrer at vi er i fuld ‘compliance’ med det britiske regelsæt. Det er meget vigtigt, for der er alvorlige konsekvenser ved overskridelser,” siger programdirektør Morten Mortensen og uddyber:

TV3 har ikke fået betaling
“TV3 har stillet et programvindue til rådighed for et program, som er betalt af banken. Det lever op til Ofcom-reglerne og ikke mindst til vore redaktionelle krav for, hvad der er et passende og egnet underholdningsprogram på TV3,” siger Morten Mortensen, der minder om, at TV3 ikke er tilbøjelig til at indsætte programmer i fladen, der af den ene eller anden årsag støder seerne fra sig.

Der er tale om et AFP-projekt, ikke et tv-sponsorat. TV3 har ikke fået penge for at vise ‘2 boliger - en pris’, men har så at sige fået udfyldt et timeslot gratis med programindhold, som skønnes brugbart, påpeger programdirektøren.

Ekspert: Noget rod
Sagen er om ikke andet så en interessant aktuel case. Den viser, at grænsen mellem reklame og redaktionelt indhold i betydelig grad forrykkes i disse år, påpeger professor Søren Sandfeld Jakobsen, ph.d. Juridisk Institut, Aalborg Universitet.

“Det er der mange grunde til, og nogle af disse grunde kan være helt legitime. Man må dog som minimum kunne kræve, at parterne selv har en nogenlunde fælles forståelse af, om et givent program er det ene eller andet, og på den baggrund har foretaget en kvalificeret vurdering af, om programmet overholder de eksisterende regler. Det synes ikke at være tilfældet her,“ siger Søren Sandfeld Jakobsen, der vurderer, at JyskeBank med disse oplysninger formentligt har et problem i forhold til banklovgivningen.

 

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også